Fars jul

Dylan forener det surrealistiske og det sentimentale på storsvingende juleplade

16:30, 13. okt 2009 | Henrik Queitsch

Bob Dylans album-cover prydes af denne kvinde i julestemning. (Illustration fra cd-cover)

Bob Dylan: 'Christmas In the Heart' (Columbia/Sony)

Den 68-årige Bob Dylans karriere har taget mange besynderlige og uventede sving undervejs. Med han medvirken i en reklame for dameundertøj som et af de mere bizarre. Og nyheden om et album, hvor Dylan fortolker traditionelle julesange som ’Here Comes Santa Claus’, ’I’ll Be Home for Christmas’, ’Little Drummer Boy’ osv., er da også blevet mødt med vantro af mange fans.

Men tænker man nærmere over det, giver det egentlig meget god mening. Dylan har altid næret en stor forkærlighed til folkemusikken, og hans senere plader har i den grad lænet sig op af ældre musikalske traditioner. Og det bliver vel ikke meget mere folkeligt og nostalgisk end netop julemusik.

Hvis det var godt nok til idolet Elvis, er det vel også fint nok til His Bobness. Og så er Dylan tilmed i rigtig gavehumør, da overskuddet går ubeskåret til FN’s fødevareprogram, World Food Programme.

Man behøver dog ikke investere i albummet udelukkende af filantropiske grunde. Indholdet er såmænd et glimrende argument i sig selv.

Præriens skrappe drenge
Dylan har igen selv produceret under det i denne sammenhæng yderst passende pseudonym Jack Frost, og musikalsk befinder vi os i det samme svingende, arkaiske landskab, der har præget mandens seneste udspil, ikke mindst dette års ’Together Through Life’.

Dylan, turnebandet samt gæster som David Hidalgo og jazzguitaristen Phil Upchurch lyder som præriens skrappe drenge, der mødes omkring træet og en flaske eller to på den lokale saloon med The Andrew Sisters på kor. Og hygger sig gevaldigt med det.

Samtidig er Dylans grauballe-croon garant for, at det aldrig bliver decideret sødladent. Nogen Nat King Cole er han som bekendt ikke. Og der hældes da også lidt malurt i bægeret med linjer som ’I’ve done my window shopping/There’s not a store I’ve missed/But what’s the use of stopping/when there’s no one on your list’.

Ungerne vil nok løbe skrigende bort, når farmand sætter denne på under klejnebagningen i stedet for Søren Banjomus, men så bliver der jo blot fred og ro til at sætte sig i den bløde stol med en romtoddy og nyde stemningen midt i mellem det surrealistiske og det sentimentale. Hvilket vel egentlig opsummerer højtiden ganske godt.?