SMS Tip

Vejret i dag:

Mr. Substansløs

Robbie Williams laller videre som enmands-boyband på 'Reality Killed the Video Star'

08:51 - 04. nov. 2009 | Thomas Treo

Robbie Williams - nyt album uden nyheder fra den forvoksede flab. (Foto: AP)

  • Bedømmelse:

2 stjerner

Robbie Williams: 'Reality Killed the Video Star' (Virgin/EMI) Udkommer mandag 9. november

Coveret til det ottende studiealbum fra Robbie Williams.

  • Køb og lyt på box.dk

Mere eller mindre bevidstløst har Robbie Williams slentret fra kæmpesucces til gigantsucces som en af årtusindets største stjerner i Europa, men makværket ’Rudebox’ knækkede den kommercielle kurve i 2006, og der har siden været relativt stille omkring charlatanen, der dog tilsyneladende ikke har brugt pausen i tænkeboks.

Englænderen er nu fyldt 35, og med en formindsket fanskare og voksenlivet snappende i haserne kunne man håbe, at drengerøven sparkede sig selv gevaldigt i hængemåsen, men på sit ottende album, ’Reality Killed the Video Star’, fortsætter han ufortrødent i skikkelse af boybandet med et enkelt medlem.

Åbningsnummeret ’Morning Sun’ og ’Blasphemy’ er tilforladelige pianoballader, som Elton John ville kunne fabrikere med hænderne på ryggen, og mens der er en vis dynamik i den syntetiske singleforløberen, ’Bodies’, så spænder Williams og hans skare af sangskrivere ben for ethvert tilløb til danselyst med lyrik, hvis eneste ambition åbenbart er, at den rimer.

Derouten fortsætter
’The Last Days of Disco’ og ’Starstruck’ er lummerdiskofile ubetydeligheder, der dog fungerer som Jack & Jones-udgaver af George Michaels Armani-grooves, men hvorfor nøjes med discount, når man kan få luksus for samme pris?

Atter har Williams leveret en substansløs omgang tarveligt produceret samlebåndspop, der blot virker som næste stop på derouten mod fidusmagerens uundgåelige glemsel i brugtpladebutikkernes støvede bunker af usælgelige tilbudsvarer.

’Rudebox’ kan i øvrigt købes som ny for under 40 kroner flere steder i øjeblikket.

Annonce

Annonce

Annonce

  • Vi skamhører
  • Thomas Treo skamhører...

  • 1/ George Jones - 'The Great Lost Hits'
  • 2/ Bill Callahan - 'Rough Travel For a Rare Thing'
  • 3/ Bonnie 'Prince' Billy & The Cairo Gang - 'The Wonder Show of the World'
  • Vi skamhører
  • Henrik Queitsch skamhører...

  • 1/ Under Byen - 'Alt er tabt'
  • 2/ Eels - 'End Times'
  • 3/ PiL - 'Metal Box'
  • Vi skamhører
  • Peter Albrechtsen skamhører...

  • 1/ Burzum - 'Belus'
  • 2/ Broken Bells - 'Broken Bells'
  • 3/ Sick of It All - 'Based on a True Story'

Img