Mesterwerker aus Düsseldorf

1

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Kraftwerks betydning for den elektroniske musik kan ikke overvurderes. Enhver, der har trykket på en synthesizer, er påvirket af gruppen, der er hvad The Beatles er for pop, og The Rolling Stones er for rock’n’roll - uomgængelige innovatører og ubestridte genrekonger.

Tyskerne har tilmed regeret enevældigt på deres neonoplyste scene, og 35 år efter gruppen trillede en tur ned af eventyrlige ’Autobahn’, er kvartetten stadig en af de mest perfekte kreationer i showbusiness. Det kan man forsikre sig om i selskab med pragtfulde relanceringer af Kraftwerks visionære værker, der fortsat fascinerer som den første månelanding.

Mindeværdig motorvej
Florian Schneider (der forlod gruppen i november 2008) og Ralf Hütter er de to hjernehalvdele i Kraftwerk, og med afsæt i langhåret krautrock udtænkte Düsseldorf-duoen i 1974 det nu sagnomspundne vidunder, ’Autobahn’, der som ensemblets fjerde album fungerer i egenskab af det egentlige udgangspunkt for germanernes elektroniske ekskursioner.

Det næsten 23-minutter lange titelnummer er én lang glidende bevægelse i stødt pulserende hypnose, og på genial vis indfanger Kraftwerk fornemmelsen af det tyske motorvejsnet i døsigt drømmende klangflader og skaber en monumental lydskulptur, der er platformen for hele deres epokegørende karriereforløb og magiske minimalisme.

Rigt poetiske ’Radio-Activity’ fra 1975 er et knugende ensomt konceptalbum om radiobølger, og det svimlende titelnummer er igen hjørnestenen på et dragende album, der dog mister forbindelsen til sidst og ebber underligt umotiveret ud.

Menneske og maskine
I 1977 udsendte Kraftwerk dekadente ’Trans Europe Express’, der er ikonernes mest fuldendte frembringelse, hvor deres mageløse sans for melodier betager med en svalende lethed og fingerspitzengefühl i udsøgt balance. Kraftwerk konsoliderer sig som ærkeeuropæiske og tilsat underspillet satire, kløgt og vittig charme funkler foretagendet i skikkelser af stjerner, der er så anti-rock’n’roll man nærmest kan forestille sig.

På samme tidspunkt forstærker orkesteret deres utilnærmelige image, der leger ekstremt stilbevidst med forholdet mellem menneske og maskine, og det robot-agtige udtryk opnår en mindst ligeså effektfuld visualitet som eksempelvis Kiss’ maskerede uopnåelighed.

’The Man-Machine’ markerer Kraftwerks flirt med mere dansable toner, men trods diskrete tendenser til udvikling virker 1978-albummet en anelse forudsigeligt i dets hang til dybest set at følge gruppens formular. Især supersinglen ’The Model’ er forbilledet som alle fra Gary Numan til Depeche Mode spejler sig i, og også ’The Robots’ er overvældende på en skive, der dog også rummer diffuse passager.

Gammelkendte virkemidler
Kraftwerks sidste vægtige album er dynamiske ’Computer World’ fra 1981, hvor veteranerne vibrerer på inspireret vis og uden epokegørende nyt varierer deres udtryk i en tid, der ellers så småt er ved at indhente dem.

Med ’Techno Pop’ - der også har været betitlet ’Electric Café’ - gjorde Kraftwerk comeback efter fem års pladepause, og stagnationen er åbenlys, men trods rustpletter på robotterne rummer genkomsten en gedigen omgang med de gammelkendte virkemidler, og skiven er garant for en solid om end uspændende lytteoplevelse.

’The Mix’ fulgte i 1991 omsider op på 'Techno Pop' som oftest ganske underholdende kollektion af Kraftwerks bedste numre i remixede og lettere diskofile udgaver, der imidlertid lidt for symptomatisk lyder inspireret af Pet Shop Boys og New Order - tidligere var det jo unægtelig omvendt.

Kæden røg af, da Kraftwerk i 2003 udgav deres første regulære album i 17 år, for ’Tour de France’ kører i ring som en slags luksus-muzak, der udgør et ret ordinært ekko af de banebrydende idéer fra storhedstiden i 1970’erne, hvor de elektroniske vismænd lagde fundamentet for en genre, som de til evig tid vil være synonym med.