Forvandlet Norah Jones

Befriende nybrud af newyorkeren, der bestemt ikke falder igennem på 'The Fall'

13:02 - 14. nov. 2009 | Thomas Treo

Det er fortsat nærmest umuligt at forvilde sig ind på en café uden at få Norah Jones’ slumrende jazzpop serveret til kaffen, og succesfænomenet er tilsyneladende også blevet træt af sig selv.

Evolutionen ulmede allerede under hendes tredje album, ’Not Too Late’ fra 2007, men der er tale om noget nær en revolution på ’The Fall’, hvor Miss Jones får en musikalsk makeover.

Gået fra kæresten
Den 30-årige sangskriver er gået fra sin mangeårige kæreste og kapelmester, og det påvirker både teksterne og ikke mindst naturtalentets nye toner, der besidder en helt anden suggestiv stemning og flakkende glød end det vågeblus, som gjorde hendes to første millionsællerter så lunkne.

Jones’ sange er ikke længere pianobaserede, og med fokus på guitaren har hun åbnet sit univers, der virker decideret dragende på ikke mindst ’Light As a Feather’. Skæringen er skrevet i samarbejde med Ryan Adams, og notorisk afsøgende mestermusikanter i god stil med Marc Ribot, Smokey Hormel og Joey Waronker lokker også newyorkeren ud af hendes beherskede tryghed.

Spændende kulisse
’I Wouldn’t Need You’ simrer af sensualitet i noget for Jones så sjældent som en spændende kulisse af kriblende lyd, mens ’It’s Gonna Be’ er et herligt blævrende bluesnummer, der sagtens kan kaldes heftigt for frøkenens standard.

Især på den sidste halvdel af ’The Fall’ er der tendenser til, at donnaen falder tilbage i sin velkendte trummerum, og som sangskriver bliver hun til tider for ordinær, men det ændrer ikke nævneværdigt på, at ’The Fall’ trods titlen markerer en overrumplende oprejsning for Jones.

Tak for kaffe.