Solstrålen Susan Boyle

Den skotske gammeljomfru nedkommer med debut, der er mere forunderlig end underlig

08:02 - 20. nov. 2009 | Thomas Treo

Fænomenet Susan Boyle er født 1. april i det Herrens år 1961, og da det suspekt lurvede kvindfolk travede ind på den funklende scene til tv-showet ’Britain’s Got Talent’, troede Simon Cowell og co. vist, det var en aprilsnar udenfor sæsonen, de skulle trættes med.

Susan Himmelgrå åbnede gabet og istemte imidlertid ’I Dreamed a Dream’ fra Les Misérables med et resultatet, der var alt andet end miserabelt, og 79 millioner YouTube-visninger senere har tilværelsen for fruentimmeret fra det skotske landsbysamfund udviklet sig til en slags ’Shrek’ møder ’Den grimme ælling’.

Milde heste
Nu nedkommer gammeljomfruen så med debutpladen, der naturligvis hedder ’I Dreamed a Dream’, men fordommene om underholdningsindustriens skamløst kommercialiserede plattenslageri aflives for et øjeblik i samme sekund som Boyle starter albummet med en gåsehudsfremkaldende smuk fortolkning af The Rolling Stones-klassikeren ’Wild Horses’.

Her kan man vitterligt tale om at slippe hestene løs, og man behøver blot have en puls for at blive betaget af Boyles hjerteskærende blanding af delikat sårbarhed og vokal urkraft i et usædvanligt uskyldigt udtryk, der rummer en sjælden menneskelighed, som jakkesættene i showbusiness sædvanligvis har spoleret længe inden, offeret står i studiet.

Ubærlig blidhed
The Monkees’ ’Daydream Believer’ leverer hun med nærmest ubærlig blidhed, og ’Up To the Mountain’ af Patty Griffin udbasuneres som gospel-ballade tilsat religiøs overbevisning.

De klassisk betonede poparrangementer er minimalistiske og betydeligt mere smagfulde, end man kunne frygte, og kun på Madonnas ’You’ll See’ og et par ellers udmærkede nye sange skrevet specielt til Boyle, begynder det kandiserede overtræk at lugte lidt af ’Don’t Cry for Me Celine Titanic’, men skotten holder skuden i vandet.

Endnu et eventyrligt kapitel i solstrålehistorien om Susan Himmelblå.