Efterskælv fra Massive Attack

Bristols dunkle stilskabere rumsterer igen med ekko af fordums format

07:38, 04. feb 2010 | Thomas Treo

Massive Attack - musikalske fremtidsforskere på standby. (Foto: Warren du Preez & Nick Thornton Jones)

Massive Attack: 'Heligoland' (Virgin/EMI)
Udkommer mandag 8. februar

Massive Attack har noget at bevise. Englændernes seneste album, syv år gamle ’100th Window’, var deres klart svageste, og efterårets koncert i København stod stærkest, når duoen spillede de stilskabende singler fra starten af 1990’erne.

Men har Massive Attack en fremtid? Pionererne har i hvert fald fået en nutid, og den udgøres af ’Heligoland’, der er gruppens kun femte regulære album på 20 år.

I mørkemændenes univers står både tiden og udviklingen dog ligeså stille som gruppens umiskendeligt stenede toner, der atter slæber sig ud af højttalerne i dopet slowmotion.

En velkendt recept
Grant Marshall og Robert Del Naja udfylder deres velkendte recept med sikre hænder, men de forsømmer at forme afgørende nye idéer samt store sange, og i forhold til mesterværket ’Blue Lines’, der rystede musikverdenen, så er ’Heligoland’ et mindre efterskælv.

Massive Attack benytter atter gæstesangerne Martina Topley Bird og Horace Andy, men bandet indlemmer blandt andre også Damon Albarn, hvis mest opsigtsvækkende kvalitet ikke ligefrem er stemmepragten.

Anderledes pondus
Valget af vokalister understreger Massive Attacks noget uambitiøse stilstand på ’Heligoland’, og spirituelle sværvægtere som for eksempel Cassandra Wilson, Dr. John og Aaron Neville kunne måske have tilført det blot duelige materiale en anderledes pondus.

Æstetikerne fra Bristol arbejder på et så solidt fundament fra fortiden, at gruppens udtryk kan bære at blive udbygget med en dybest set uspændende etage, men i forhold til, hvordan bysbørnene i Portishead rev deres lyd ned og genopbyggede en ny på ’Third’, så stiller Massive Attack sig tilfreds med habilt håndværk.

Om ikke andet udfører de den slags ganske overbevisende.