Opslugt af ondskab

Berygtede Varg Vikernes alias Burzum er stadig en af Nordens mest originale metalnavne

17:30, 14. mar 2010 | Peter Albrechtsen

Burzum - i en olm gråzone mellem vildmandsrock, elektronisk og klassisk musik. (Foto: Ester Segarra)

Burzum: 'Belus' (Byelobog/Target)

Det er ikke spor underligt og alligevel ærgerligt. De ellers ikke just lavmælte toner fra Varg Vikernes er for længst overdøvet af al vanviddet og virakken omkring den norske ekstremist, der nok er klodens mest berygtede kirkebrænder. Men manden er meget mere end det.

Tro det eller ej: Vikernes - eller rettere Burzum, som han kalder sig på plade - er en af Skandinaviens mest originale metalmusikere. Der er simpelthen ingen andre, der lyder som Burzum. Han var i sin tid del af black metal-scenen, men egentlig befinder flere af hans skiver sig i en olm gråzone mellem vildmandsrock, elektronisk og klassisk musik.

Sindssygt dragende
De foregående to udspil blev indspillet bag tremmer og fusionerede folkemusik og ambient med keyboard som dominerende instrument. Efter sin løsladelse har Burzum dog atter fundet spaden frem og gravet sig ned i det guitardrevne udtryk, der prægede højdepunkterne fra 90’erne, ’Filosofem’ og ’Hvis lyset tar oss’.

Navnlig sidstnævnte misantropiske milepæl kan den dag i dag sende kuldegysninger ned ad nakken på selv de mest hårdføre heavyrockere. Vargs rabiate skrig, de skærende, støjende lydbilleder og pladernes uendelige mareridtssange var bestemt ikke for de sarte.

Netop disse elementer er tilbage i fuldt foruroligende flor på comeback-albummet ’Belus’. Gensynet betyder, at dette syvende Burzum-opus er knap så chokerende som forløberne, ja, ærlig talt er det så som så med sensationsværdien. Men jo mere man dyrker musikken, jo mere opsluges man af en vision, som på alle måder er sindssygt dragende.

Sugende støjsymfonier
Burzum laver kort sagt ikke heavy metal, som vi kender det. For at sætte pris på Vargs vanvidskreationer skal du glemme alt om at nynne med på et smart refræn og droppe alle planer om at hive luftguitaren frem for at file løs på et riff eller to. Nej, Burzum er tilstandsmusik – en slags sugende støjsymfonier, som ætser sig ondskabsfuldt ind i kraniet.

Den klart svageste skæring på ’Belus’ er faktisk ’Sverddans’, der følger mere traditionel headbanger-mentalitet med guitarsolo og hele pivetøjet. Burzums absolutte force er derimod messende mammutnumre som ’Glemselens elv’ og ’Morgenrøde’, hvor sanserne vrides ad led, og man mister grebet om tid, sted og fornuft. Især på høj volumen.

Gal eller genial? Gal OG genial.