Næsten normal

Randy Newmans tidlige sange savner galskaben fra enerens pragtværker, men fornøjelig ny kollektion understreger ikke desto mindre californierens spirende format og vanvid

15:34, 16. mar 2010 | Thomas Treo

Oversæt / Translate

Randy Newman - ung sangskriver i 1960'erne. (Polfoto)

Randy Newman - inviterede sin mangeårige kone Gretchen med til Oscar-uddeling for nyligt. (Foto: AP)

Diverse: 'Bless You California:
More Early Songs of Randy Newman'
(Ace/Bonnier)
Randy Newman spiller 2. maj på
Det Kongelige Teater i København

Randy Newman har ikke altid været så idiosynkratisk og sarkastisk som på mestersangskriverens hovedværker i umiskendelig stil med gode gamle 'Good Old Boys' og de nyere 'Bad Love' samt 'Harps and Angels'.

Inden sit gennembrud i starten af 1970'erne var Newman nemlig ansat som hitskribent hos forlaget Metric Music, og i sidste halvdel af 1960'erne blev hans sange indspillet af blandt mange andre Fats Domino, Linda Ronstadt, Liza Minnelli, Scott Walker og Dusty Springfield, der næppe ville have sunget om hverken 'niggers' eller 'Short People'.

Inspireret af ikke mindst Carole King var Newmans tidlige sange måske nok relativt konventionelle, men af og til formåede den unge californier dog at liste nogle spydigheder ind på tungen af de mere prominente kolleger.

Blot en parentes
Det kan man fornøje sig med på 'Bless You California: More Early Songs of Randy Newman', der følger op på to år gamle 'On Vine Street: The Early Songs of Randy Newman' ved at præsentere yderligere 26 skæringer fra dengang, Newman hovedsageligt var et navn i en parentes efter en sangtitel.

Eric Burdon & The Animals forsøger bestemt ikke at undertrykke Newmans bizarre tilbøjeligheder, og hans sofistikerede fandenivoldskhed har sprutånde på 'Wait Till Next Year', mens Lou Rawls fortolker en af sangskriverens mest dragende numre, 'Let's Burn Down the Cornfield', efter fortjeneste.

Mere strømlinet
Rawls understreger sammen med Irma Thomas, P.J. Proby og Ella Fitzgerald, at Newmans sange egner sig glimrende til soul-genren, men netop mandens mere traditionelle og strømlinede kvaliteter i karrierens begyndelse efterlader også et mindre personligt indtryk.

Musikaliteten i outsiderens univers er allerede veludviklet, men vanviddet får kun lov til at spire, og på den led minder disse ofte lidt for standardiserede og harmløse skæringer om hans mange charmerende munterheder til Pixar-filmene.

Vil man have den fuldendte oplevelse af solsystemets eneste Randy Newman, så skal man altså høre Randy Newman synge Randy Newman.