Funky nordmand

Det er et af den slags øjeblikke, man ikke vidste, at man rent faktisk gik rundt i de norske fjelde og ventede på. Men singer/songwriter Thomas Dybdahl fra Stavanger har fået en god ide.

På sit opus 5, ’Waiting For That One Clear Moment’, har den 31-årige nordmand udfordret sig selv, kastet oktober-melankolien ud over klippeskrænten og skabt et vellykket, soul-inspireret eksperiment.

Den karakteristiske croonervokal er afløst af lavmælt falset, og flere gange hvisker han sig nærmest igennem numrene, men den største forskel fra hans klassiske singer/songwriter-plader er, hvor funky det lyder. For eksempel på eminente ’My little friend’, mens ’Party like it’s 1929’ er næsten Prince-agtig.

Små detaljer
Albummet generelt er dog langt fra stiv blæser og James Brown-håret tilbage-funky – mere lukkede øjne og et tilbagelænet, smågyngende hoved, mens den storladne brug af strygere indhyller én, og små detaljer i den melodiske lydvæg hele tiden opdages.

’Waiting…’ er generelt drevet frem af musikalsk nysgerrighed – uforudsigeligt, afvekslende og mesterligt spillet. Stort set hver en skæring emmer af den slags tilbagelænet overskud, der oftest er et resultat af virkelig hårdt arbejde med noget, man brænder for.

Men ikke alle feinschmecker-sangene er lige store – slet ikke som salgbare pophits – og måske derfor er der på den danske version af pladen tilsat en duet med Tina Dickow.

Hun lyder såmænd også mere funky end vanligt, og coverversionen af Bobby Blands ’Ain’t no love in the heart of the city’ er da fin – men den gør ingen forskel på et i forvejen glimrende album.