Spaghetti og strygere

Er der noget, Mike Patton ikke kan?

Den 42-årige sanger er kendt som spydspids i Faith No More, men har i løbet af sin ustyrlige solokarriere tumlet med alt fra easy listening og syrejazz til hiphop og dødsmetal. Og nu prøver han endnu en gang noget nyt: ’Mondo Cane’ er en samling italienske popsange fra 1950’erne og 60’erne, som altmuligmanden fortolker med bigband og strygeorkester.

Californieren var faktisk gift med en italiener og boede i støvlelandet i 90’erne. Derfor taler vokalvirtuosen flydende italiensk, og han nyder tydeligvis at gøre brug af denne del af talentet bag mikrofonen. Bortset fra den balstyrige ’Urio Negro’ er tonen på én gang cool og frejdig, og kun undtagelsesvis ender anstrengelserne som kæk kitsch.

Patton hylder et af sine filmmusik-idoler, Ennio Morricone, med temaet fra tegneserie-filmatiseringen ’Deep Down’, og netop Morricones spaghettiwestern-soundtracks er en oplagt reference. Især ’Quello Che Conta’ er helt overdådigt arrangeret, og ’L’Uomo Che Non Sapeva Amare’ er uimodståeligt pompøs pop.

Med andre ord: Patton kan, hvad han vil. Plus det løse.