’Grinderman 2’ starter med lidt skurren i krogene, hvorefter en omtumlet Nick Cave forkynder følgende:

- I woke up this morning and I thought ’what am I doing?’

Det er vi faktisk nogle, der har undret os over lige siden, den før så imposante australiers deroute startede i slutningen af sidste årtusinde.

Trods det indledende statement markerer Caves andet album med det infernalske sideprojekt Grinderman dog ingen optur, men han er heller ikke blevet værre, og det virker unægtelig som om, hulemanden efterhånden blot hænger uhjælpeligt fast i middelmådighedens dødvande.

Sanger uden sange
Sangskriverens altafgørende problem de senere år har været, at han simpelthen ikke kan skrive sange længere, og med Grinderman har den 52-årige stodder taget konsekvensen, så de ni løssluppent stavrende skæringer på ’Grinderman 2’ er improviseret frem i studiet, og numrene er nogenlunde ligeså opfindsomme som pladetitlen.

I forhold til forgængeren er kvartetten i et mindre morsomt og mere ondsindet lune denne gang, og af og til formår de gamle gnavne mænd faktisk at hærge tilsat en så bister nederdrægtighed, at man næsten glemmer det planløse materiale

Navnlig Warren Ellis evner at vride en kreativ kakofoni ud af diverse forvrængede strengeinstrumenter, men i længden lyder ’Grinderman 2’ nu snarere som uforløst rallen end den pludselige genfødsel, Cave indikerer i begyndelsen.