I 2008 lod Fleet Foxes skægget stå, og slænget fra Seattle drømte sig på den selvbetitlede debut tilbage til de sene 1960'eres solbeskinnede Californien, hvor gyldne toner af blandt andre The Beach Boys, Crosby, Stills, Nash & Young samt The Byrds glinsede langs kysten fra Los Angeles til San Francisco.

Fleet Foxes blev dermed efternølere i genopdagelsen af folk-genren, som Joanna Newsom, Will Oldham og Devendra Banhart årene forinden havde videreudviklet med de særegne og krogede fingeraftryk, der savnes på rævenes sympatiske men også noget harmløse og ufarlige andet album, 'Helplessness Blues'.

Består uden glans
Gruppens nostalgiske hyldest til forbillederne er langt fra hjælpeløs, men Robin Pecknolds ensemble byder ikke ind med markante sange og selvstændighed nok til, at deres småpsykedeliske gerning springer endegyldigt ud.

Bandets begrænsede vokale formåen kan slet ikke matche inspirationskildernes svimlende harmonier, og som med så meget andet feteret modemusik fra tidens unge orkestre, så sidder man tilbage med en lidt ligegyldig fornemmelse af et band, der består uden glans og evner til at hæve sig over en drenget studenterudgave af de foregangsmænd, som gjorde en forskel.

Seattle er og bliver jo for resten også en regnvejrsby.