Kan musik ændre verden? Elvis Presley kunne i hvert fald.
I 1956 introducerede den tidligere lastbilchauffør fra Tupelo, Mississippi nemlig masserne for rock’n’roll, og selv syntes han, djævelens musik var så medrivende, at han svingede ustyrligt med hofterne. Knægten kunne simpelthen ikke lade være, og efterfølgende gik universet amok.
LÆS OGSÅ: STUMPER AF JOHNNY CASH
Elvis’ bedrifter i det skelsættende år skildres overdådigt i form af boksen ’Young Man With the Big Beat: The Complete ’56 Elvis Presley Masters’, der udover nogle af musikhistoriens mest fantastiske toner indeholder en pragtfuld billedbog og alskens smagfulde reproduktioner af plakater, kontrakter samt sjældent sete fotografier af den guddommelige skabning.
Som en panter
Men det er naturligvis, hvad der gemmer sig på fem cd’er, som vitterligt
lamslår endnu engang, og i formidabel lydkvalitet springer Mr. Presley
stadig ud af højttalerne som en panter, mens den unge mands sprudlende
backingband høvler henover ’Blue Suede Shoes’, ’Hound Dog’ eller en af de
andre evergreens.
LÆS OGSÅ: LYSTMORDEREN SLÅR TIL IGEN
Cd 1 og 2 indeholder alle de såkaldte ’masters’ fra 1956, hvor Elvis også viste rørende nænsomhed med eksempelvis melodramatiske ’Love Me Tender’ og magiske ’Blue Moon’, mens disc 3 koncentrerer sig om fænomenets virile liveoptrædener, hvor tøserne selvsagt skriger ustyrligt, mens den unge mand allerede leger med sin myte.
En koncert fra Shreveport, Louisiana fra december har aldrig tidligere været udsendt, og trods skrattende lyd viser hvalpen tænder, så man kun kan overgive sig.
Skyder fra hoften
Det er den danske Elvis-ekspert Ernst Mikael Jørgensen, der har produceret
endnu et fornemt arkivprodukt med Kongen, og til undersåtter af den besatte
slags præsenterer han på cd 4 en fængslende dag i studiet med Elvis, hvor
man med ’take’ efter ’take’ af ’Lawdy, Miss Clawdy’ og ’Shake, Rattle and
Roll’ kan opleve, hvordan skæringerne bliver terpet på plads.
Disc 5 er helliget interviews med Elvis, og ud over at fortælle, at hans livret er svinekoteletter, så må Mr. Presley forsvare sig mod beskyldninger om sine ’vulgære bevægelser’. I marts er han noget ulden i mælet, men i august skyder han tilbage fra hoften tilsat selvsikker kækhed og den uimodståelige charme og snert i stemmen, der slap rock’n’roll-dyret løs i teenagere overalt på kloden.
LÆS OGSÅ: HALLELUJA FOR TOM JONES!
Samtidig med ’Young Man With the Big Beat: The Complete ’56 Elvis Presley Masters’ har Ernst Mikael Jørgensen sammensat den mere komprimerede ’Elvis Presley - Legacy Edition’, der over 2 cd’er portrætterer Elvis anno 1956 ved hjælp af de to første album samt et dusin bonusnumre.
Sådan skal det gøres.
