Bobby Womack burde ikke være i live, og soullegenden burde slet ikke kunne lave plader længere. Men det gør han heldigvis alligevel, og frygtløse ’The Bravest Man in the Universe’ markerer et bevægende comeback for det 68-årige multitalent fra Cleveland, Ohio.

Womack har som så mange andre af 1960’ernes og 1970’ernes toneangivende hitmagere været igennem en deroute med stoffer, tragedier og sygdom, men fra en position helt i knæ rejser han sig nu fra rendestenen og synger, skriger og krænger sin smerte ud.

Læs også: Se også: Hip rock'n'soul

Titelnummeret, ’Please Forgive My Heart’ og ’Whatever Happened to the Times’ er indtrængende på grænsen til religiøs vækkelse, og den smadrede stemme virker dyb som en tom flaske tequila.

Emotionel pondus
Albummet er produceret i samarbejde med allestedsnærværende Damon Albarn og pladeselskabsbossen Richard Russell, der i form af fremragende ’I’m New Here’ fra 2010 også rehabiliterede Womacks ligesindede kollega Gil Scott-Heron, som sågar medvirker posthumt på ’The Bravest Man in the Universe’.

Læs også: Se også: Hiphoppens godfather er død

Russell benytter atter minimalistiske beats og simple, elektroniske understrømme til at sende en gammel swinger ud af et forsumpet selvsving, og formularen fungerer igen overraskende godt, fordi hovedpersonen simpelthen har så meget emotionel pondus.

En spøgelsesagtig duet med Lana Del Rey og en akustisk ballade nuancerer albummets virkemidler, men den totale triumf forhindres af skivens sidste tredjedel, hvor kvaliteten falder, og gospel-kække ’Love Is Gonna Lift You Up’ fremstår malplaceret og småirriterende over et kitschet rytmespor.

Læs også: Se også: Lana Del Rey er Barbie fra helvede

Selv svipseren understreger dog, at Womack er en af de modigste mænd i universet, og ’The Bravest Man in the Universe’ er en livsbekræftende genkomst fra resterne af en overlever.