Frank Ocean proklamerede for nyligt, at han er biseksuel.

Det er han jo ikke just den første, der erklærer, men det 24-årige multitalent fra New Orleans er derimod blandt de allerførste i den machodominerede R&B/hiphop-verden, som offentligt tænder på andet end tæver, der kun går i guldkæder.

Læs også: Se også: OFWGKTA: De ustoppelige ulve

Ocean berører sin seksualitet med elegant diskretion på det vellykkede debutalbum, ’channel ORANGE’, hvor medlemmet af det berygtede hiphopkollektiv Odd Future dygtigt opdaterer forbilleder som Al Green, Prince og især Stevie Wonder tilsat kærlighedssyg falset og tårer på silkelagener.

Anderledes meningsfuldt
Kapacitetens slæbende sensualitet er udtryk for en slags smagfuld retro-futurisme, der emmer af en døsig, tilbagelænet neonnat i Odd Futures hjemby, Los Angeles, og i et indbydende lydbillede af Ocean selv er flere af hans relativt traditionelle sange nænsomt groovy meditationer over længslen efter den eneste ene.

Numre som ’Sweet Life’ og ’Super Rich Kids’ ironiserer derimod over overklasseyngelens tomhed i Beverly Hills, mens støvede ’Crack Rock’ ikke er en opfrodring til at tage stoffer, og ’channel ORANGE’ er i det hele taget et anderledes meningsfuldt og nuanceret udspil i en ofte stereotypt bralrende genre.

Læs også: Se også: Bieber synger bøsse-sang

Det siger måske nok mere om kollegerne, at Ocean er så friskt et pust i en lummer verden af trivialiteter, men abstraherer man fra, at ’channel ORANGE’ uundgåeligt vil blive betragtet som ’Brokeback Mountain’ udsat for R&B, så er der altså en indtagende og til tider pragtfuld skive gemt bag ’sensationen’ om den unge mands seksualitet.