Om er som så mange andre bands musikalske arvinger af mægtige Black Sabbath.
Men duoen fra Californien behandler arvegodset mere kreativt og selvstændigt
end så mange andre.
Al Cisneros, der også er medlem af genre-ikonerne Sleep, og Emil Amos trækker nemlig tungrocken helt ned i deres helt eget tempo, og som en sort messe i slowmotion er gruppens andagt et dystert ritual iført munkekutter.
Læs også: Se også: Langmankede syrehoveder
Umanerligt magtfulde ’Advaitic Songs’ er Oms femte og mest besættende album, og omsider formår mørkemændene at varierede og optimere deres nøjsomt detaljerede sound, så man konstant føler sig draget af værkets fem langstrakte numre.
Stemningen er okkult som et flakkende stearinlys i en krypt, men der er også en urkomisk grundtone af humor og selvironi i ensemblets gravalvorlige hypnoserock.
Læs også: Se også: Ozzy som rockklovn i eget cirkus
Ozzy ville formentlig ikke fatte noget af det. Har man mere end tretten sekunders tålmodighed er ’Advaitic Songs’ imidlertid garant for en grum og gådefuld oplevelse af de sjældne.
