Instruktøren Kevin Macdonald har med den næste to og en halv time lange ’Marley’ bestræbt sig på at lave den ultimative dokumentarfilm om musiklegenden Bob Marley, der døde af cancer 11. maj 1981 Og for mange stadig er synonym med de karakteristiske reggaetoner.

Og projektet må siges at være ualmindeligt vellykket. Formen er som sådan ganske traditionel: Den på alle måder farverige historie om den ludfattige knægt fra en bjerglandsby i Jamaica, der via stålsat vilje og benhårdt arbejde blev verdensstjerne med sine på en gang rebelske og positive vibrationer fortælles nogenlunde kronologisk via arkivklip samt nye optagelser og interview med de fleste centrale personer omkring Marley – enken Rita, børnene, kollegaer såsom Bunny Wailer, Peter Tosh og Lee ’Scratch' Perry, pladeselskabsfolk, venner, elskerinder osv.

Macdonalds omdrejningspunkt er, at Marley – der var søn af en sort kvinde og en hvid mand – det meste af livet følte sig som udstødt, og at det netop var det, der var hans drivkraft. Macdonald har masser af respekt for sin hovedperson, men er bestemt ikke bleg for mandens mindre flatterende sider – han var en fraværende og despotisk far, kronisk utro (han fik 11 børn med syv forskellige kvinder) og havde en evne til at omgive sig med nogle ret tvivlsomme karakterer.

Kender man historien i forvejen, bringes der måske ikke så meget nyt til dørs, men ’Marley’ er både sober, grundig og underholdende. Og selvfølgelig fuld af fremragende musik – også meget sjældne optagelser. Det er med andre ord svært at forestille sig, at det kan gøres meget bedre.