Zzzzzzzzzzzzzzz.

Det har været reaktionen på de seneste mange album fra ZZ Top, hvor trioen fra Texas har efterladt fanbasen med skægget langt nede i postkassen.

Læs også: Se også: ZZ Top skægge igen

Orkesteret har været så uinspireret, at det ikke har udgivet en studieskive siden 2003, men stilheden brydes nu af ’La Futura’, der minsandten overrumpler ved at være nærmest chokerende vellykket.

Fuldendt balance
Gruppen er simpelt hen som genfødt, og fødselshjælper er produceren Rick Rubin, der i samarbejde med ZZ Tops hovedkraft, Billy Gibbons, har fundet en fuldendt balance mellem lyden af bluesrockernes grumsede hovedværker fra 1970’erne og en mere tidssvarende og pondusfyldt sound.

Gibbons’ sangskrivning strutter af blæret overskud, og åbningsnummeret ’I Gotsta Get Paid’ er et funky boogie-monster af en skæring, som følges op af biker-rockeren ’Chartreuse’, der giver en lyst til at hælde benzin på barbecuen og grille en prærieulv.

Fedtet ind i tequila
’Flyin’ High’ lyder som AC/DC fedet ind i tequila, mens ’Heartache in Blue’ er slangeskindsblues, der bider fra sig, og ’I Don’t Wanna Lose, Lose You’ er en af den slags sejt swingende sange, ZZ Top mestrer ubesværet, når de ellers gider, og det gør de i den grad på ’La Futura’.

Læs også: Se også: Mens vi venter på Welch

Albummet er dog ikke kun skæg og ballade, for sjæleren ’Over You’ blotter Gibbons i et sjældent ømt øjeblik, og omskrivningen af Gillian Welch og David Rawlings’ ’It’s Too Easy’ er en anden afdæmpet bluesballade, hvor ZZ Top er langt nede samtidig med, at de er tilbage på toppen.

Det var satans.