Green Day forsøgte at skifte rollen som punkpoppens snottede grønskollinger ud med mere modne og ambitiøse attituder på rockoperaerne ’American Idiot’ og ’21st Century Breakdown’.

De svulstige resultater, som skulle forestille at være revsende civilisationskritik, var mildest talt belastende, og umiddelbart er det nærmest befriende, at Green Day på ’iUno!’ vender tilbage til karrierens udgangspunkt med mere tyggegummipunk.

Læs også: Se også: New Yorks mest eftertragtede vejskilt

Albummet, der er det første i en trilogi, mister dog hurtigt den friske smag, for den californiske trios opdateringer af The Ramones, The Clash og The Sex Pistols er alt for stereotype til at fastholde ens interesse.

En dråbe i havet
Knaldperler som ’Nuclear Family’ og ’Angel Blue’ er isoleret set effektfulde nok, men genrens få byggeklodser er efterhånden sat sammen på lignende vis så mange gange, at ’iUno!’ bare er endnu en dråbe i havet, hvor ’Rocket to Russia’, ’The Clash’ og ’Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols’ stadig er flodbølger.

Læs også: Se også: Green Day er grønskollinger

Green Day skifter undtagelsesvis tempo på Jamaica-groovy ’Kill the DJ’, og stiløvelsen fungerer faktisk, hvilket imidlertid ikke ændrer på, at skæringen ville være lidt mere beundringsværdig, hvis ikke The Clash forenede reggae og punk, mens Billie Joe Armstrong, Mike Dirnt og Tre Cool gik i børnehave.

Nu er de tre omkring 40 år, og det er svært at tage Green Day alvorligt, hvad enten de leger voksne eller børn.