Diana Krall poserer som eksklusiv glædespige fra en svunden tid på coveret af sit forbavsende nye album, 'Glad Rag Girl', men endnu mere glædeligt er det faktisk, at hendes musik også har fået en gevaldig makeover.

Jazzsangerinden har allieret sig med den allestedsnærværende superproducer T Bone Burnett, som indhyller Kralls søvnige sensualitet i et karakteristisk uhøvlet lydbillede, der knirker med pragtfuld autenticitet som sengen på et bordel i Det Vilde Vesten.

Læs også: Se også: Dragende lydmager

Den 47-årige canadier er stadig ikke nogen stor vokalist, men hendes tidligere så kønsløse og kedsommelige udtryk overtrumfes tilsat løssluppen udbrydertrang, og navnlig 'There Ain't No Sweet Man That's Worth the Salt of My Tears', 'Here Lies Love' og 'I'm a Little Mixed Up' er vidunderligt bulede bidrag i et skønt repertoire, der fortrinsvis stammer fra 1920'erne og 1930'erne.

Læs også: Se også: Dilettant og diva

Mesterguitaristen Marc Ribot får masser af spillerum, og selv Kralls gemal, Elvis Costello, leger lystigt med under aliasset Howard Coward, der bestemt ikke er et navn, som er betegnende for indsatsen, der utvivlsomt vil skræmme store dele af den storsælgende sangerindens stampublikum væk.

Et ualmindeligt forfriskende udspil.