Mestermøde

Clapton og Cale får hængekøjen til at swinge, mener Ekstra Bladets anmelder, der er begejstret over de to rutinerede herrer

12:22, 04. nov 2006 | Thomas Treo

JJ Cale & Eric Clapton: 'The Road To Escondido' (Warner)

JJ Cales tilbagelænede boogie-blues er skyllet ind over roots-rocken som en nænsom naturkraft siden starten af 70'erne, og Mark Knopfler og Eric Clapton er blevet revet med i en grad, så guitargiganterne nærmest har modulleret deres stil efter den beskedne håndværker.

Clapton gjorde Cales 'After Midnight' og navnlig 'Cocaine' til nøglenumre tidligt i sin solokarriere, og efter et rendezvous med forbilledet under en festival i 2004 bad Clapton sin lærermester om at producere lærlingens næste album.

Samarbejdet udviklede sig til rustikt rullende 'The Road To Escondido', der nu nærmere lyder som et Cale-album med backing af Clapton.

Listigt swingende
Cale har skrevet stort set samtlige sange, og kapacitetens døsige grooves og vuggende varme ulmer adstadigt på et ganske inspireret album, der dog knap kan matche kvaliteten på Cales vidunderlige 'To Tulsa And Back' fra 2004.

'The Road To Escondido' breder sig med en urokkelig gammel gulddrengs ubesværede touch, og gennem listigt swingende 'When The War Is Over' kan man næsten fornemme et tilfreds smil i mundvigen på den 67-årige traditionalist fra Oklahoma.

Organisk samspil
Dragende 'Heads In Georgia' er ukarakteristisk dunkel og en sjældent stemningsfuld stund på et album, der ellers fortrinsvis fungerer på et fundament af mere organisk samspil og støvet autenticitet tilsat løssluppen hygge.

Ufarlige 'Danger' og fraværende 'Missing Person' understreger, at Clapton lyder bedst i baggrunden, men i form af 'Three Little Girls' har den 61-årige englænder skrevet en kær lille hyldest til sine døtre.

Alt i alt et befriende uprætentiøst mestermøde, der er betydeligt mere sympatisk og udbytterigt, end den slags er flest.