Norah på ny

Norah Jones’ pålidelige piano-pop skyllede ind over planetens caféborde som en nænsom stormflod i 2002, og debuten ’Come Away With Me’ og andenbølgen ’Feels Like Home’ rev et salgstal på hele 30 millioner med sig.

Men der er nok nogen, der vil få stempelkanden på tværs, når de hører amerikanerens tredje album, ’Not Too Late’, der måske hverken byder på kirkebrændermetal eller avantgarde-jazz, men som dog ikke desto mindre markerer en tiltrængt udvikling for det 27-årige succesfænomen.

Jones er denne gang forfatter eller medforfatter på samtlige 13 numre, og affæren er indspillet i hendes hjemmestudie i New York med kæresten og bassisten Lee Alexander, der samtidig har produceret på forholdsvis spartansk vis.

Skum på mokkaen
De ydre omstændigheder indikerer altså, at Jones’ 46 minutter er mere personlige, og også stemningsmæssigt og tekstligt forsøger hun åbenlyst at give mere af sig selv, men som så ofte før i hende selskab sidder man nu alligevel tilbage med følelsen af at kede sig ganske gevaldigt.

Sangene er simpelt hen ikke stærke og spændende nok til at forhindre det sødmefulde stemmebånd i at blive et søvndyssende instrument, men når hun pisker op i den stilfulde stilstand, kommer der skam skum på cappuccinoen.

Triviel trummerum
Mest opsigtsvækkende er ’Sinkin’ Soon’, der såmænd er en veldrejet dommedagsprofeti med New Orleans-svaj, mens pianoballaden ’My Dear Country’ er et anstændigt angreb på Geo W., der fungerer fint som Randy Newman light.

’Thinkin’ About You’, ’Wake Me Up’ og ’Be My Somebody’ flirter med henholdsvis soul, country og blues, uden det bliver til mere end uforløste affærer, men netop når trummerummen virker mest triviel, dukker ’Rosie’s Lullaby’ op som en skæppeskøn vals i slowmotion.

Et øjeblik af klasse, der imidlertid ikke formår at dække over, at selv om Jones af og til viser tænder, så er der stadig ikke bid nok i smilet.