Scott Walkers karriere har udviklet sig uden sidestykke i musikhistorien.
Midt i 1960’erne startede amerikaneren som frontfigur for popgruppen The Walker Brothers, der kan betragtes som et eksklusivt boyband, og succesen fortsatte for sangeren, da han mellem 1967 og 1969 udgav fire rigt dekadente soloplader, der befæstede hans status som en særegen og dybt dragende crooner.
Læs også: Se også: Pop som champagne
Walker mistede dog både sin integritet og popularitet med en stribe halvhjertede plader i 1970’erne, og fraset uforløste ’Climate of Hunter’ virkede han nærmest forsvundet i 1980’erne.
Med perverteret humor
Sensationelt vendte han imidlertid tilbage i 1995 med det foruroligende
comebackværk ’Tilt’, hvor popsangeren pludselig genopstod som
dommedagsdyster excentriker på et forrykt avantgarde-trip.
Elleve år senere var der mere af nogenlunde det samme i form af ’The Drift’, der nu følges op med ligeså ekstreme ’Bish Bosch’, der dermed afslutter en unikt opsigtsvækkende trilogi.
Læs også: Se også: Lynch-stemning
Albummets 73 minutter angriber lytteren som en virus, og i forlængelse af forgængerne er Walkers tilgang til metieren vildt impressionistisk. Hans disharmoniske collage af afsporede toner er abstrakt og kompromisløs, men eneren balancerer stemningen af gru og undergang med skæve indfald af perverteret humor.
Pruttelyde og macheter
’Bish Bosch’ er nok solsystemets første album, der rummer både pruttelyde og
den svirpende lyd af macheter, og når Walker benytter konventionelle
instrumenter, foregår det på alt andet end konventionel vis.
Skiven er kort sagt ikke ideel at sætte på juleaften, men der figurerer dog en slags julesalme under titlen ’The Day the ’Conducator’ Died’.
Schlageren handler såmænd om den henrettede rumænske diktator Nicolae Ceausescu.
Synger omtrent på dansk
Walker, der fylder 70 i januar, boede en overgang i København, men det kniber
med at huske sproget, kan man høre på ’Dimple’, der er et typisk eksempel
på, at Walker bliver trættende, når han er sær bare for at være sær.
Læs også: Se også: Gammel outsider på nye eventyr
Han forsømmer også at udvikle sig markant i forhold til sine forrige udgivelser, men det er til at leve med, for ingen andre lyder som Walker.
Han er fascinerende, frastødende, for meget, beundringsværdig og til tider slet ikke til at holde ud. Kort sagt enestående på godt og ondt.
