Med kort varsel udgav My Bloody Valentine pludselig i weekenden den mildest talt længe ventede opfølger til milepælen ’Loveless’ fra 1991.

’m b v’ er titlen på det i årevis så mytiske og udskudte værk, der får selv Portishead og Guns N’ Roses til at virke hurtige, men modsat kollegerne, så har My Bloody Valentine hverken brugt tiden på at genopfinde sig selv eller gøre sig selv til grin.

Læs også: Se også: Portishead tilbage i triumf

Gruppen fra Dublin cementerer og raffinerer derimod det enestående udtryk fra mageløst æstetiske ’Loveless’, og når først den umiddelbare skuffelse over albummets mangel på markant fornyelse har lagt sig, så folder ’m b v’ sig faktisk betagende ud.

Tilbagelænet og moden
My Bloody Valentines karakteristisk hypnotiske guitarstøjflader hvirvler drømmende videre på især skivens første numre, men der er en mere tilbagelænet og moden sindsro over de abstrakte skæringer, indtil Kevin Shields’ orkester bryder med formen midtvejs.

Æteriske ’Is This and Yes’ domineres af synthesizer som en slags intim krautrock, mens ’New You’ så sandelig er en nyhed i form af et nærmest sløvt, funky beat.

Læs også: Se også: Blodig støj på linjen

Mod slut er der en anderledes heftig kraftfuldhed over frådende ’In Another Way’ og buldrende ’Nothing Is’, og der er vitterligt nerve i en sound, der før var futuristisk og nu virker nærmest nostalgisk uden dog at være det mindste bedaget.

My Bloody Valentine er altså til at kende, men der er også nye nuancer og farver på de impressionistiske lydmalerier, og kvaliteten af ’m b v’ er næsten ligeså overrumplende som selve albummets tilstedeværelse.