Indlæser...

Svensk mode

Hverken Kent eller Dave Gahan kan finde popmelodien, mener Ekstra Bladets anmelder

09:18, 16. okt 2007 | Thomas Treo

Annonce

  • Oversæt / Translate
Kent - svenskerne savner stærke sange på klinisk karriereforlænger. (Foto: Sony BMG)
Kent - svenskerne savner stærke sange på klinisk karriereforlænger. (Foto: Sony BMG)

Annonce

Kent: 'Tillbaka Till Samtiden' (RCA/Sony BMG)

Dave Gahan: 'Hourglass' (Mute/EMI)

Annonce

Længe inden Nephew sendte et jysk ekko af Depeche Mode op på den danske hitlistetop, havde Kent besteget popularitets-tinden hos fjeldfolket med en svensk version af de engelske poppionerer, og i dag må Kent vel betragtes som Skandinaviens største orkester.

Mens gruppens succes virker særdeles stålsat, kunne man begynde at spore rustpletter på kvaliteten af kvartettens forrige album, 'Du & Jag Döden' fra 2005, og tendenserne til tomgang er endnu mere udbredt over de 54 minutter, som udgør 'Tillbaka Till Samtiden'.

Kents isnende synth-pop savner simpelt hen basale ørehængere og de medrivende melodilinjer og effektive hooklines, der gjorde bagkatalogets største øjeblikke til perfekte popsus.

Dansk producer
Denne gang stræber bandet efter skønheden i en minimalistisk, forholdsvis elektronisk og underligt sjælløs kæmpe-produktion af danske Joshua, som ikke magter den noget nær umulige opgave at få de overlange kompositioner til at træde i karakter.

'Berlin' rummer en vis dynamik, og Joakim Berg får svensk til at lyde som skøn poesi på balladerne 'Columbus' og krystalklare 'Ensammast I Sverige', men generelt er der meget langt fra Kents trummerum i Eskilstuna til Depeche Modes pulserende London.

Slæbende psykose
Dave Gahan er for længst flyttet til New York, men fortiden i Storbritanniens sorte 80'ere fornægter sig bestemt ikke på Depeche Mode-frontmandens andet soloudspil, dunkle 'Hourglass', hvor hans manglende evner som sangskriver atter udstilles.

Psykotiske sjælere slæber sig retningsløst af sted i den lange nat, og det understreges atter, at middelmådige numre ikke forbedres af at blive trukket i langdrag, men Gahans passionerede stemmebånd besidder dog stadig en vis dragende karisma.

Til sidst konkluderer han 'take my body and soul, I feel so old', og efter det begravelsesoptog behøver hverken Kent eller andre Depeche Mode-fans frygte, at Gahans solokarriere sender gruppen i graven.

Annonce


  • 1. Alex Chilton: 'Free Again: The '1970' Sessions'
  • 2. Lambchop: 'Mr. M'
  • 3. Thåström: 'Beväpna dig med vingar'

  • 1. Leonard Cohen: 'Old Ideas'
  • 2. Tindersticks: 'The Something Rain'
  • 3. Lana Del Rey: 'Born to Die'

  • 1. Leonard Cohen: 'Old Ideas'
  • 2. Tindersticks: 'The Something Rain'
  • 3. 300hz: '300hz'