Hvor kragerne vender...

The Black Crowes har altid haft stil, men nu har udskuddene også sangene, og på 'Before the Frost... Until the Freeze' er de suverænt tilbage som sydstaternes boogie-brødre

Fred med The Black Crowes - hippierne fra Atlanta, Georgia imponerer igen. (Foto: Matt Mendenhall)
Fred med The Black Crowes - hippierne fra Atlanta, Georgia imponerer igen. (Foto: Matt Mendenhall)

The Black Crowes: 'Before the Frost... Until the Freeze' (Silver Arrow/Playground)

5

The Black Crowes' comebackskive, 'Warpaint' fra i fjor, var en noget tam affære, hvor brødrene Chris og Rich Robinson mindede om, at de er bedre stilister end sangskrivere.

Det virkede derfor som halsløs gerning, at slænget fra Atlanta, Georgia allerede i februar i år tog til Levon Helms hjemmestudie i Woodstock, New York for minsandten at indspille et dobbeltalbum live med nye numre foran et mindre publikum.

Nærmest provokerende
'Before the Frost... Until the Freeze' gør dog enhver skepsis til skamme med en overrumplende formfuldendt samling sange, der leveres i en umanerligt nærværende optagelse, hvor The Black Crowes svajer nærmest provokerende naturligt tilsat henkastet flair, som selv for deres standard strutter flabet af en selvtillid på størrelse med Aretha Franklins røv.

Men de mestermusikalske lømler har altså noget af have attituderne i denne gang, og navnlig balladerne 'Appaloosa', 'Houston Don't Dream About Me' og 'The Last Place That Love Lives' lyder som coverversioner af klassikere, mens The Black Crowes evindelige inspiration fra The Rolling Stones, The Band og Faces også munder ud i nederdrægtigheder som den bluesy 'Good Morning Captain' og 'A Train Still Makes a Lonely Sound', der vugger virilt på et typisk Keef-groove.

Formidabelt velsyngende Chris Robinson tager sin fascination af Rod Stewart og Mick Jagger så langt, at han overrumplende introducerer et døsigt discobeat under 'I Ain't Hiding', men også det slipper slynglerne fra, som havde de lige røvet den lokale købmand for Wild Turkey med haglene fra et jagtgevær susende om ørerne.

Mandolin og pot
'Before the Frost... Until the Freeze' er delt op som et regulært album - 'Before the Frost...' - og derudover 'Until the Freeze' som man får koden til at downloade ved køb af 'Before the Frost...'.

'Until the Freeze' starter med skæringen 'Aimless Peacock', der også lyder sådan, men ellers knirker skiven overvejende akustisk og af herligt rustik bluegrass og folk, hvilket The Black Crowes også har færdigheder til at fremtrylle, som var de født med en mandolin i den ene pote og en pose pot i den anden.

På 'Before the Frost... Until the Freeze' strækker The Black Crowes deres bredbuksede boogie ud, men de mister aldrig formen, og når Robinson-brødrene har gjort sig selv den tjeneste at skrive flere suveræne sange, så er overskuddet i deres formidable samspil en sjælden nydelse.

Fornemt, mand.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen