Perverse Bill på nye eventyr

Bill Callahan, der har en fortid under navnet Smog, fortsætter sin gådefulde færd med luft under vingerne på ’Sometimes I Wish We Were an Eagle’

Bill Callahan - en bizar blanding af John Denver og Jimmy Webb. (Foto: VME)
Bill Callahan - en bizar blanding af John Denver og Jimmy Webb. (Foto: VME)

Bill Callahan: ’Sometimes I Wish We Were an Eagle’ (Drag City/VME)

4

’Sometimes I Wish We Were an Eagle’ er en typisk kryptisk titel fra Bill Callahan, men albummet er ikke desto mindre den krøllede amerikaners mest umiddelbare, overrumplende og ambitiøse udspil i en efterhånden lang snørklet karriere.

Det siger måske ikke meget i tilfældet Callahan, der skifter sine sædvanligvis skramlede særheder ud med orkestrerede særheder på endnu en tragikomisk kollektion af gådefulde indfald, som kun kunne komme fra den excentriske spillemand, der har en til tider temmelig fascinerende fortid gemt under navnet Smog.

Egocentrisk mani
På store dele af højromantiske ’Sometimes I Wish We Were an Eagle’ løftes Callahans aparte tilgang til metieren op i svimlende højder med svalende strygere, og som en pudsig blanding af John Denver og Jimmy Webb får repertoiret et luftigt og pastoralt afsæt.

Outsiderens tekstunivers er stadig nærmest perverst egocentrisk, og hans Lou Reed-lignende brummeri vil aldrig blive forvekslet med Tony Bennetts croon, men trods savnet af både stemmepragt og sange, der kan udfylde den vældige ramme, så er Callahan denne gang en stærkt personlig enegænger, som i sjælden grad udfordrer sig selv.

’Sometimes I Wish We Were an Eagle’ er lyden af en forårsudluftning - smoggen er lettet.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen