Rødglødende R.E.M.

R.E.M. har lavet deres hidtil bedste album i dette årtusinde og inkasserer fire anmelder-stjerner

10:48, 29. mar 2008 | Henrik Queitsch

Oversæt / Translate

Michael Stipe har skåret ind til benet, og der er al grund til at glæde sig til koncerten i Parken 6. september. (Foto: Warner)

Mest læste i Musik

R.E.M. 'Accelerate'

Bandkemi er en mærkelig ting, hvor det ofte er svært at sætte fingeren på, hvad eller hvem der er det afgørende element.

Eller handler det blot om, at præcis dét sammenstød af individer formår at skabe noget, som er større end summen af de involverede parter?

Det er i hvert fald et faktum, at R.E.M. har udviklet sig til en stedse mere blodfattig enhed siden tabet af trommeslageren Bill Berry i oktober 1997. Efter at have været 80’ernes mest toneangivende amerikanske indieband, formåede de at klare springet til stadionrockligaen med både værdighed, integritet og kunstnerisk pondus intakt.

Men selv om det seneste årti har budt på flere gode enkeltsange fra den trebenede hund (Michael Stipes eget udtryk), så har det mildest talt knebet med at lave helstøbte album. Og 2004’s ’Around The Sun’ var nærmet et studie i middelmådighed og underpræstation med singlen ’Leaving New York’ som eneste forsonende stund.

Nu eller aldrig
Udmeldinger fra bandets egen lejr har da også tydet på, at man selv har været klar over, at det var nu eller aldrig, hvis man stadig ville betragtes som en seriøs spiller på banen. Midlet har været at træde to skridt tilbage. Det vil sige en mere enkel og direkte indspilningsform med masser af plads til Peter Bucks guitarer, der rinder som en larmende flod gennem hele albummet.

Og operationen må siges at være lykkedes. I hvert fald delvis. Der er uden tvivl tale om dette årtusindes bedste R.E.M.-udspil, hvor trioen (plus et par lejesvende) lyder mere sultne, veloplagte, vedkommende og vitale, end de har gjort meget længe.

Men træerne gror desværre ikke ind i himlen, for trods kun små 35 minutter spilletid er der stadigvæk blevet plads til nitter som ’I’m Gonna DJ’, der snildt tager teten som deres værste og mest malplacerede sang siden ’Shiny Happy People!’

Strømførende sager
Den ligger dog lykkeligvis sidst på ’Accelerate’, og inden da når man at glæde sig over strømførende sager som ’Living Well Is The Best Revenge’, årgangs-R.E.M. som ’Hollow Man’ og albummets enlige ballade ’Until The Day Is Done’.

Med andre ord er R.E.M. igen blevet et relevant band. Hvem havde egentlig troet det?