Portishead tilbage i triumf

Portishead går igen som slæbende psykose, og deres seneste udspil vil ifølge Ekstra Bladets anmelder få caféfolkets mælkekaffe til at smage forbandet bitter

11:13, 16. apr 2008 | Thomas Treo

Portishead - trioen fra Bristol med Beth Gibbons i front - var tilbage i København den 4. april, og nu betager den igen efter elleve års pladepause. (Foto: Kenneth Meyer)

Oversæt / Translate

Sangerinden Beth Gibbons er frontfigur i Portishead. (Foto: Jesper Stormly Hansen)

Andre album, der har været længe undervejs:

1 The Stooges

24 år efter uforglemmelige ’Raw Power’ kom ’The Weirdness’, der allerede er glemt.

2 Benny Holst

Det tog troubadouren hele 23 år at levere vidunderlige ’Himlen må vente’ i 2004.

3 Guns N’Roses

Der er gået 17 sæsoner, og heavyhovederne venter stadig på resterne af Axl Rose.

4 C.V. Jørgensen

Sjællænderen brugte otte lange år på at gentage sig selv med ’Fraklip fra det fjerne’.

5 The Stone Roses

Fem år efter kvartettens klassiske debut var roserne falmet noget på ’Second Coming’.

Portishead, Third (Island/Universal), Udkommer 28. april

En pladepause på 11 år er sjældent et godt tegn, men med forbavsende fremragende og voldsomt foruroligende ’Third’ understreger Portishead, at konventionerne er til for at brydes ned.

Trioen fra Bristol var midt i ’90’erne blandt bannerførerne for den såkaldte triphop-genre, hvis knugende skønhed hurtigt blev overeksponeret som latte-lydspor, men ’Third’ vil utvivlsomt få caféfolkets mælkekaffe til at smage forbandet bitter.

Knugende storbyblues
Portishead har nemlig indviklet, udviklet og opdateret deres filmiske flimmer med en ulmende stemning af nærmest psykotisk smerte og ætsende afsky til verden omkring dem, og gruppens klaustrofobiske kalejdoskop af et lydbillede skævvrides konstant i hektiske forløb.

Beth Gibbons’ besættende stemme sitrer af Billie Holidays knugende storbyblues og altomsluttende ensomhed, og kapelmester Geoff Barrow har udbygget arsenalet med mere eksplicitte elementer fra krautrock, industriel dub og britisk folk, mens guitarist Adrian Utley spiller langt mere ekspressivt og påtrængende.

De 50 minutter fungerer forbilledligt som en minutiøst sammensat og intenst insisterende enhed, og ’Third’ er ikke et album, man bare lytter til, det er snarere en sindstilstand, man forsvinder dybt ned i, og for en gangs skyld har en med spænding imødeset udgivelse vitterlig været ventetiden værd.

En vildt imponerende genkomst.