Willie Nelson - 75 i røg og hamp

Willie Nelson holder audiens i sin turbus, og selv om der kun er en halv time, til legenden indtager Tivolis Koncertsal, så virker det, som om der er større chance for, at countrykoryfæet smutter til frisøren, end at han får nerver på.

Texaneren tager urokkeligt imod, og under cowboyhattens skygge gløder de gamle øjne, mens mandens mange meritter kan aflæses i hver en fuge i ansigtet og krølle på øjenbrynene.

I dag bliver Willie 75, og da snakken falder på afdøde venner som Johnny Cash og Waylon Jennings, slår legenden blikket i bordet og mindes sagte:

– Vi plejede at sige, at alle dage efter man fyldte 21, var en bonus. Ingen af os troede, vi blev en dag ældre. Jeg er overrasket over stadig at være her. Og taknemmelig. Det er min største bedrift, synes jeg – at runde de 75.

Afghansk afstamning
Ekstra Bladet har taget en gave med til fødselaren, og han pakker smilende op. Det er en gourmet-joint af afghansk afstamning, men groet i Marokko. Willie iagttager den nøje:

– Oh, det er sunde sager. Den ser ud til at virke. Jeg må vist hellere gemme den til efter showet! Det er svært nok at huske teksterne i forvejen, klukker han.

Fotografen Johnny spørger, om han ikke kan lade som om, han tænder den, så vi kan få et godt billede.

– Hvorfor skal jeg lade som om, griner Willie og fyrer op under krabaten.

Efter et par hvæs er han indhyllet i en tæt tåge, og umiddelbart virker det ikke upassende at spørge, om han ryger dagligt:

– Dagligt? Nærmere på timebasis! Jeg ved ikke, om det er decideret sundt, men jeg tror ikke, jeg har taget så meget skade. Det virker bare for mig, du ved.

I september 2006 blev Willie snuppet i Louisiana med halvandet pund marihuana og lidt svampe, men han slap med en bøde. En amerikansk kommentator mente, at det svarede til at arrestere Aretha Franklin med mad.

Det griner Willie højlydt af, mens han funderer over, om hans skævt swingende mixture af country og jazz er påvirket af de tons tossetobak, han efterhånden må have inhaleret:

Og en masse whisky
– Det er svært at sige. Før jeg røg pot, røg jeg cigaretter og drak en masse whisky, og da jeg var knægt, røg jeg meget tung tobak. Så hvem ved, hvad der har påvirket mig? spørger Willie sig selv.

Og efter en lille pause tilføjer han langsomt:

– Men et eller andet har gjort mig sindssyg ...

Så bryder latteren ud igen.

Den dyreste omgang
Willie er et varmt og vedkommende bekendtskab. Han tager tydeligvis tingene, som de kommer, men der skal ikke meget til at begejstre ham.

– Kommer der mon nogen i aften? spørger han forsigtigt og lyser helt op, da han erfarer, at også den sidste af de fire koncerter på dansk grund er udsolgt.

Hans nye ’Best Of’ er tilmed strøget op som nummer tre på hitlisten, der offentliggøres om et par dage, og kun en enkelt ting får ham til at rynke brynene.

I dag skal Willie nemlig fejre sin fødselsdag i Oslo, og det er den dyreste by i verden at give en omgang i, bemærker han.

Han har tilfældigvis fri, men ellers skal alt være, som det plejer:

– Det bliver bare en dag som alle andre. Bortset fra, at jeg måske skal hænge lidt på den dér, smiler Willie og peger på sin fødselsdagsgave.