Randy Newman: Jeg er defekt

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

HAMBURG (Ekstra Bladet): Randy Newman har hikke. Tilmed af den helt ukontrollable slags, der får vommen til at vugge, og det gør ikke tyksakken til en mindre tragikomisk skikkelse, at han netop har erfaret journalistens nationalitet:

- Oh, så du er fra Danmark. Ja, der kunne jeg spille engang. Men markedet forsvandt langsomt... Første gang kom der 700, men vi var helt nede på 240 tredje gang. Danmark røg først, så Sverige og til sidst stakkels Norge. Forfærdeligt! fnyser Newman med et skævt smil.

Den 64-årige jøde fra Los Angeles er en musikalsk mester og en af sangskrivningens skarpeste, men det er længe siden, han har mindet verden om det. De senere år har den idiosynkratiske ener nemlig koncentreret sig om at komponere soundtracks til især Pixar-film, men efter ni års pladepause er pianomanden omsider aktuel med pragtfulde 'Harps and Angels', hvis eneste svaghed er den lange ventetid.

Albummet indeholder en for Newman så karakteristisk blanding af Irving Berlin og Fats Domino tilsat sitrende satire og sjofel sarkasme, og pianomanden piber atter op som en forkølet astmatiker, man skulle tro gik til psykolog med Woody Allen og jævnligt havde poten nede i Peter Plys' honningkrukke.

I skolegården blev enspænderen kanøflet, fordi han som halvblind og skeløjet bar forstørrelsesglas på næsen, men denne eftermiddag er brillerne mere elegante end resten af Randy, der befinder sig i suite 725 på fashionable Park Hyatt i Hamburg, hvor han rastløst roterer rundt i en kontorstol iført afblegede jeans, spraglet skjorte og krøllet blazer.

Newman forsøger forgæves at drukne hikken i luksusvand, men opgiver, og den følgende halve time er han en sjælden vittig, neurotisk og fængslende figur. Akkurat som sine bedste sange.

- Mange tak for den nye plade, den har jeg virkelig nydt at lytte til.

- Tak skal du have. Det betyder meget for mig, at det lader til, folk holder af den. Jeg kan også godt lide den.

- Jeg er musikanmelder, så jeg skal mere eller mindre lytte til alt, der udkommer...

- Jesus!

- Ja, man kan godt få lyst til at springe ud fra en bro, og derfor er det også befriende, når der endelig kommer en plade...

- Kan du virkelig ikke bare droppe noget af det? Skal man lytte til ALT? Det er pænt af dig at lytte til det hele, må jeg sige. Har du hørt noget godt på det seneste?

- Øh, tja, den nye Ry Cooder og Willie Nelson med Wynton Marsalis.

- Ah, jeg har ikke hørt Rys endnu. Folk siger godt nok, at det er Willies bedste længe. Hvis du kun lytter til gamle skurke som os, så skiller de sig da af med dig. (griner listigt)

- Hvordan kan det være det tog ni år at lave en plade?

- Ja, det er flovt og utilgiveligt. Det er ikke noget med at jeg ventede på inspiration eller det rette tidspunkt. (laver diva-bevægelser) Jeg har jo lavet filmmusik, men jeg ville ønske, jeg havde lavet mindst en mere siden 'Bad Love'. Men den her er da i det mindste god. Jeg synes altid, de er gode, når jeg laver dem, men nogle gange går det hurtigt over... Jeg har altid drømt om ikke at blive værre, som folk jo ellers ofte gør, men jeg synes faktisk, jeg er blevet bedre på 'Bad Love' og den her.

- Ja, og selv om der er lang tid mellem dem, så hører de ligesom sammen.

- Ja, det gør de. Det er de der legesyge blues-ting, der er på.

- Er Randy Newman doven?

- Nope! Det tror jeg ikke. Men jeg er måske en kujon, usikker og bange for at fejle. Shit, du ved. Men det er åbenlyst, at jeg ikke er doven, for jeg arbejder så hårdt, når jeg laver en film. Det bliver jeg nødt til. Jeg gør mig umage.

- Er det relativt lettere for dig at lave filmmusik frem for et album?

- Relativt? (forfærdet udtryk) Ja, det er nok lidt lettere. Jeg skal bare give mig selv lov til at åbne lidt op. Og ligesom tvinge mig selv til at møde op - du ved, man skal bare gøre det. Det er meget nemmere at se fjernsyn, lytte til noget, køre på cykel. Jeg har lavet et rigtigt godt album, og jeg tror ikke, jeg nogensinde har lavet et rigtigt dårligt et, men jeg er glad for, at jeg startende med 'Land Of Dreams' (1988, red.) i det mindste er kommet over altid at skrive i tredjeperson. Jeg er ikke længere i det hjørne, hvor jeg synger ud af mundvigen, selv om det er min stil at gøre sådan.

- Men det giver vel også flere penge at skrive til film, så økonomisk set behøver du vel slet ikke udgive album længere?

- Nej, sådan er det ikke. I gamle dage kunne man tjene godt på plader, men nu kommer den største indtægt fra royalties.

- Man skulle ellers tro, du havde nok at skrive om. Det må være en underlig fornemmelse at vågne op med Szhwarzenegger som din guvernør og Bush som præsident.

- Jeg kan huske, at man engang sagde, at på et tidspunkt ville en skuespiller blive præsident. Og så fik vi Reagan. Nu er der tilmed folk, der ser tilbage på ham som en god præsident - 'han var god for moralen'. Han var ikke en god præsident. Men generelt synes jeg, at USA er begyndt at svigte på de områder, der virkelig gør et land stærkt - uddannelse, omsorg for de fattige, sygevæsen. Skolerne lider, vejene er ødelagte. Vi er flove over det, og det burde vi også være.

- I Europa er USA ilde set på grund af krigen, men der kommer så meget godt fra USA. Som dig, Tiger Woods, James Brown...

- Yeah! Og folket. Jeg tror ikke på fænomenet om de forfærdelige amerikanere. Kom og besøg os - vi har altså manerer.

- Ser du dig selv som outsider?

- Ja. Ja, det gør jeg. Det ændrer sig ikke rigtigt med årene. Men når jeg ser mine unger med deres venner i skolen, så tænker jeg, at de ikke er outsidere.

- Det kan være hårdt at være outsider.

- Hmm. Ja, men jeg greb det ikke godt an. Jeg skulle have stiftet flere venskaber... Du ved, min far ringede aldrig til nogen, for han havde sin lægepraksis fyldt med folk hver dag, og så havde han seks brødre, men jeg fortryder, jeg ikke kender en flok fyre, som jeg kan bowle med eller gå på bordel med, du ved. Jeg fik bare aldrig taget kontakt, og jeg vil ikke gå i gang nu. Men jeg skulle ikke være blevet hjemme for at se bold i fjernsynet. Jeg isolerede mig. Jeg ville være gladere, hvis... En af mine venner, der også isolerede sig, er begyndt at drikke, og det går meget bedre for ham, for han er ude hver aften! (griner)

- Sarkasme og bitterhed kan være nært beslægtet. Er det helt ved siden af at tro, at noget af din bitterhed stammer fra det faktum, at du trods dit store talent aldrig er blevet et navn, man kender i enhver husholdning?

- Hvis jeg er bitter, så er det ikke på grund af husholdningerne. Men jeg ville nogle gange ønske, at folk regnede mig som en af de bedste til at lave den slags musik, jeg laver.

- Det synes jeg, du er!

- Tak skal du have. Jeg bemærker for eksempel, at Joni (Mitchell, red.) bliver forgudet af alle, får diverse priser og der bliver lavet et hyldestalbum. Når jeg ser det, så tænker jeg - og det ser sikkert skidt ud på skrift - men den slags kunne jeg godt tænke mig. Jeg vil gerne have, at folk lægger mærke til, at det jeg laver er godt og sådan lidt anderledes også. Jeg hørte en sagde, og han snakkede om Sinatra eller Dylan, og det er ikke helt korrekt... Men der er folk som Sinatra, der laver noget helt fantastisk som Sinatra i '43 med Tommy Dorsey, og så kan de køre på frihjul gennem en generation. Og det samme med Dylan, sagde en fyr - ikke mig - men jeg er på en måde enig... Dylan lavede to gode plader efter 'John Wesley Harding', og så kørte han på frihjul gennem en generation. Det er svært at bruge udtrykket frihjul om ham, for hans skiver var de bedste, der nogensinde har eksisteret, og han synes nok ikke selv, at han kørte på frihjul... Det gjorde ham ikke glad! (griner)

- Han fik virkelig hård kritik for mange plader.

- Ja, det gjorde han, og måske fortjener han noget af det. Jeg har hørt, at hans bog er god, hvilket siger mig, at han ikke er helt fortabt. Men lytter man til hans to seneste album, der blev lovprist i svimlende vendinger, så har han taget 'Red Sails In the Sunset' på med en ny tekst. Hvad er det for noget? Og nævner covernoterne 'Red Sails In the Sunset'? (nynner) Da-da, da-da-da-da, da...

- Jeg holder meget af ham, men jeg vil godt give dig ret i, at han nok kunne skrive dem på en weekend.

- Det er ikke bedre end R. Kelly for eksempel, som er latterligt anderledes, og R. Kelly kan synge, men det er slet ikke så interessant, modigt eller vanvittigt...

- Hørte du Dylan roste dig på sit radioshow?

- Nej, det gjorde jeg ikke. Så ville jeg da ikke have sagt noget... Jesus, hvornår var det?

- Han har spillet dig et par gange. Så kan du jo nærmest ikke få større lovprisning.

- Det ER så meget lovprisning, man kan få. Det er jeg virkelig beæret over. (helt mut) Og jeg er flov over, at jeg angreb ham. Men så må han da også mene, at jeg burde berømmes noget mere?

- Ja, helt sikkert. Men du er på mange måder en absurd karakter, og tror du, at det afskærer dig fra at blive ligestillet med Paul Simon og...

- Ja. Det er meget vigtigt for folk, at den slags musik er en meget seriøs kunstform. De er mere seriøse end klassiske musikere. Komikeren, som jeg fundamentalt er, for jeg søger for det meste efter latteren, vil aldrig blive værdsat. Ingen siden Charlie Chaplin.

- Du fik dog en Oscar - som Dylan i øvrigt?

- Ja, men Jesus Christ... Det overraskede mig faktisk, at jeg blev helt rørstrømsk, da orkesteret rejste sig og klappede, for det var det, jeg altid har ønsket mig. At folk, der ved noget om musik, holder af det.

- Hvordan har du det med din sangstemme?

- Jeg synes, jeg er blevet bedre, end jeg har været. Jeg kender mine begrænsninger - jeg kan næsten synge 'Feels Like Home' (fra 'Harps and Angels', red.). Jeg bliver nødt til at gå efter den krakelerede gammelmandsvokal for at klare den, men... (smiler)

- Nogen ville kalde det den rørende stemme!

- Ja, men den er lige på grænsen til, hvad jeg kan synge. Jeg kan huske, da jeg indsang den. Det endte med, at jeg stormede ud af studiet og kørte hjem uden at sige farvel. De anede ikke, om de så mig igen! (griner)

- Jeg har en fornemmelse af, at du ikke rigtig selv regner de mere personlige sange som 'Feels Like Home' for noget særligt?

- Aaaaargh! (vrider rundt i stolen) Det er en fejl, jeg har, at jeg er så interesseret i komik og karakterer. Jeg er meget kritisk, og folk holder meget af 'I Think It's Going To Rain Today' (et af Newmans mest indspillede numre, red.), men det er en ung mands sang. Den klynker om uklare generaliseringer. Sådan har Paul Simon det om 'I Am a Rock', og den kan jeg faktisk godt lide, men du har ret. 'Miss You' (fra 'Bad Love', red.) er god, men alligevel frarøver jeg sangens skønhed ved at sige, at den handler om at skrive. Og det gør den for mig. Det er en defekt, jeg har. En psykologisk defekt, generthed, mistillid eller noget. Hvis det er sorte eller børn, så kan jeg føle noget for det. Jeg ved ikke... Måske finder jeg ud af, når jeg er 75, at jeg er bøsse og ondskabsfuld. (klukker) Lidt sent måske.

- Det lader til, at du nyder at provokere folk?

- Nej, det gør jeg faktisk ikke. Jeg bryder mig ikke om, at folk blæste 'Short People' (Newmans største hit, red.) så voldsomt op. Koreanerne og jøderne bliver måske også sure, og...

- Alle!

- Ja, det var heller ikke min mening at angribe John Mellencamp. (på 'Harps and Angels', red.)

- Du er også ude efter Bono og Jackson Browne.

- Jeg roser Jackson Browne.

- Gør du det?

- Yeah.

- Sikker?

- Ja, jeg er sikker. Det er lidt morsomt, at han blev ved med at skrive om atomkrig, men jeg synes, det er beundringsværdigt, at han troede, at sange kunne ændre tingenes tilstand. Han kunne have skrevet hits, du ved, han var en flot fyr. Men han sang om forurening. Det må man beundre. Og finde lidt komisk. Men mange dengang troede vitterligt, at sange kunne ændre verden. Jeg troede ikke, men jeg prøvede da at tro på det. Er vi færdige? Lad mig lige strinte.