Fandens familiefar

Rockstjerner får også blå mærker. Det er blot 17 timer siden, at Metallica spillede på en engelsk festival, så Lars Ulrich er en smule øm i kroppen, da han inviterer indenfor i en af Hotel D’Angleterres luksus-suiter.

– Den fik én på frakken. Og det kan jeg godt mærke. Men det er o.k. Så tager man aspirin, og vores massør får lov at arbejde for pengene.

Ulrich er da heller ikke mere mærket af udskejelserne, end at den 44-årige trommebasker fægter så heftigt med hænderne, at hans armbånd rasler gennem hele interviewet.

Manden er i det hele taget i højt humør. Ikke mindst hvad angår det kommende album, ’Death Magnetic’.

Metallicas opus ti er under tophemmelige forhold blevet afspillet for Ekstra Bladets udsendte tidligere på dagen, og her søger veteranerne tydeligvis tilbage til de komplekse kompositioner fra milepæle som ’Master Of Puppets’ og ’... And Justice For All’ tilbage i 80’erne.

Men det betyder ikke, at Ulrich som sådan længes efter fortiden. Tværtimod. Det forrige opus, ’St. Anger’, var hård at komme igennem: Bandet var ved at falde fra hinanden, frontmand James Hetfield røg på afvænning, og alt var kaos. Ulrich er lykkelig for at være kommet videre.

– Det har været meget anderledes denne gang. Efter vi kom al det dér ’St. Anger’-lort igennem, blev det faktisk bare bedre og bedre. Der er den rigtige balance i bandet nu mellem familie og turné og indspilninger og venskaber. Det her har nok været de to-tre bedste år, vi har haft.

– Har det ligefrem været de bedste år for bandet nogensinde?

– Ja, vi har det godt. Da vi var 22, handlede det om at hoppe ned i en flaske øl eller vodka og komme ud og finde piger. Og nu går man ikke og leder efter alle de ting – vi har konen, vi har børnene, vi har bandet.

– Jeg kom til den konklusion i sommer, at Metallica ikke er arbejde. At tage sig af familien, lave madpakker og sørge for, at børnene kommer i skole til tiden – dét er arbejde. At rejse rundt og spille heavyrock for 50.000 mennesker hver aften og drikke et glas rødvin med vennerne – det er ikke arbejde. Jeg sover mere på turné, end når jeg er hjemme.

– For fire år siden måtte du for første gang nogensinde melde afbud til en koncert, fordi du blev hasteindlagt. Hvad skete der?

– Jeg havde været i Danmark i tre-fire uger, og selv om der ikke er noget sted, jeg hellere vil være i verden end her, så er der altså lidt meget hammer på nogle gange. Det her var lige efter min skilsmisse, og da jeg sad i flyveren til England, føltes det, som om jeg fik et hjerteslag. I 20 minutter troede jeg, jeg skulle dø.

– Vi nødlandede i Hamburg, og jeg røg på hospitalet. Men det var et angstanfald, som kom af overanstrengelse.

– Rygtet siger, at Madonna aldrig har skiftet en ble. Har du det?

– Ja da. Bryce er nedenunder, og jeg skifter hans ble ofte. Det kan godt være, vores bil har fire cylindre mere, men vores dagligdag er ikke pisse-anderledes i forhold til mange andres.

– Fru Nielsen sørger jo også for, at det hele bliver holdt meget nede. Hun kommer oppe fra Nordjylland, så når jeg går rundt og tror, jeg er noget, bliver jeg kaldt en lille, forkælet Hellerup-dreng. Så tier jeg stille og beder ynkeligt om tilgivelse. Der er ikke noget at komme efter dér.

– Hvad synes hun om den nye plade?

– Hun synes, den er genial. Grunden til, at vi fungerer så godt sammen, er, fordi vi har alle de samme interesser. Vi kan lide det samme musik, de samme film og så videre. Vi hører Deep Purple, Led Zeppelin og Thin Lizzy sammen, og jeg kan spørge hende om alt det, vi laver.

– Nu vi taler om par, hvordan går det så mellem dig og James Hetfield? Hvordan fungerer jeres samarbejde?

– Det er meget svært at beskrive. Det går meget hurtigt frem og tilbage, når vi skriver sange. Det er et musikalsk sprog, vi har, og det er unikt, fordi alt foregår rundt om trommerne – hver eneste nummer er skabt omkring rytmer.

– Kirk Hammett og især Robert Trujillo har også hjulpet med den nye plade, men det er James og mig, der er i studiet hele tiden.

– Vi er dog så dejligt et band nu, at på den nye plade står der alles navne ved alle numre. Vi deler som venner.

Ulrich smiler og ser helt forbløffet ud ved tanken.

Engang havde han travlt med sprut, stoffer og hunkønshåndværk, når Metallica indtog landevejen. Nu har han kone, børn og et band, der hygger sig som brødre.

Ulrich er ikke længere en fandens karl. Snarere en fandens familiefar.