Indlæser...

Folkets The Boss fylder 60

Evigt elskværdige Bruce Springsteen bliver officielt gammel på onsdag

14:29, 20. sep 2009 | Thomas Treo

Bruce Springsteen i juli 2009 - man skulle tro, det er løgn, men mandfolket er snart 60. (Foto: AP)
Bruce Springsteen i juli 2009 - man skulle tro, det er løgn, men mandfolket er snart 60. (Foto: AP)

Annonce

  • Oversæt / Translate
Springsteen kort:

Født: Bruce Frederick Joseph Springsteen 23. september 1949 i Long Branch, New Jersey.
Kælenavn: Døbt The Boss af Steven Van Zandt.
Familie: Gift siden 1991 med Patti Scialfa. Parret har tre børn.
Bor: Rumson, New Jersey.
Hjemmeside: brucespringsteen.net
Pladesalg: 120 millioner.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Koncerter i Danmark:

1981 - 2. maj, Brøndbyhallen
1988 - 23. juli, Strøget, Kbh.
1988 - 25. juli, Idrætsparken, Kbh.
1993 - 30. maj, Gentofte Stadion
1996 - 16. marts, Falconer Salen, Kbh.
1999 - 26. juni, Parken, Kbh.
2003 - 14. juni, Parken, Kbh.
2005 - 22. juni, Forum, Kbh.
2006 - 28. oktober, Parken, Kbh.
2007 - 8. december, Forum, Kbh.
2008 - 29. juni, Parken, Kbh.
2009 - 8. juli, Messecenter Herning

Annonce

Annonce

Bruce Springsteen er ingen stor sanger, han er ingen exceptionel guitarist, og der er mange, der skriver bedre sange.

Men når manden fylder 60 på onsdag er han stadig den mest populære af rockmusikkens nordamerikanske kæmper, og 40 år inde i en karriere, der med klassikeren ’Born to Run’ nok snarere bør kaldes en løbebane, er han stadig folkets ubestridte boss.

Solidt plantet
Springsteen er den gennemsympatiske verdensstjerne alle holder af, og modsat utilnærmelige Bob Dylan og utilregnelige Neil Young, så ved man altid, hvor man har Springsteen - med støvlerne solidt plantet i scenegulvet.

På Heden ved Herning i starten af juli trodsede han ved endnu et udsolgt danmarksbesøg både elendig lyd, gråvejr og blæst og sled sig utrætteligt gennem næsten tre timer, hvor han tilmed spænede rundt og samlede skilte med ønskenumre blandt de 50.000 publikummer.

Det er svært at forestille sig Lou Reed gøre det samme.

Slider for hyren
I sin sveddryppende leflen for det folkelige har Springsteen sikret sig, at Foreningen af Danske Avantgardeentusiaster ikke møder talstærkt op til koncerterne, men brigaden fra den Helly Hansen-indpakkede del af Kongeriget satte også i Herning pris på, at selv et ikon slider for hyren, når man nu har betalt 700 kroner for billetten.

Springsteens arbejdsraseri siden årtusindeskiftet tyder dog på, at han gerne gjorde det gratis, og symptomatisk for sin indstilling til metieren, så markerer veteranen sin 60-årsdag ved såmænd at spille fem shows på kæmpemæssige Giants Stadium hjemme i New Jersey.

Selvbiografisk sanger
Barndomsvennen Steven Van Zandt, der stadig flankerer Springsteen som guitarist i The E Street Band, sagde i 2003 følgende til Ekstra Bladet om The Boss’ popularitet:

- Han lever til fulde op til sit image. Størstedelen af det, han synger om, er selvbiografisk, og det indtryk af ham, som de fleste får af at lytte til hans plader, er nok meget tæt på det menneske, som Bruce er.

Det skulle Van Zandt jo sige, vil nogen måske mene, men har man ærligt talt grund til at betvivle ham? Og det er måske i virkeligheden årsagen til, at Springsteen er så universelt vellidt.

Det er der også god grund til at ønske tillykke med.

Annonce


  • 1. Alex Chilton: 'Free Again: The '1970' Sessions'
  • 2. Lambchop: 'Mr. M'
  • 3. Thåström: 'Beväpna dig med vingar'

  • 1. Leonard Cohen: 'Old Ideas'
  • 2. Tindersticks: 'The Something Rain'
  • 3. Lana Del Rey: 'Born to Die'

  • 1. Leonard Cohen: 'Old Ideas'
  • 2. Tindersticks: 'The Something Rain'
  • 3. 300hz: '300hz'