Keith - Det omvandrende laboratorium

Han har haft flere liv end selv den mest stædige kat, og han skulle efter alle gængse forestillinger om holdbarhed for længst have fulgt andre rock-legender som John Lennon, Elvis Presley, Jimi Hendrix og Rolling Stones-kammeraten Brian Jones til de evige rock-marker.

Men når han 18. December runder 66 år, er rullestenen Keith Richards stadig i højeste grad i live.

Sej som såle-læder, og med den obligatoriske smøg i flaben og vodka-flasken i hånden ophæver han alle fysiske love.

Den mand er en hardhitter af Guds nåde, som ikke engang et årelangt, eksorbitant stofmisbrug, et alkohol-forbrug, der kunne vælte selv en elefant omkuld, og et aldrig svigtende fest-gen har lykkedes at få bugt med.

En bunke heroin
– Grunden til, at jeg klarede den, var, at det alt sammen var stoffer af bedste kvalitet, siger Keith Richards selv i Victor Bockris opdaterede biografi, der nu foreligger på dansk i en oversættelse af Susanne Staun.

Rundt omkring ham døde venner, der forsøgte at følge hans vilde livsførelse, som fluer – eller de mærkedes for livet.

Journalisten Nick Kent var heldig med at slippe helskindet fra bekendtskabet:

– Jeg slog næsten mig selv ihjel ved at tage stoffer sammen med Keith Richards. Han lagde en bunke heroin på bordet, og der var i hvert fald et halvt gram, og så lagde han yderligere et halvt gram kokain. ‘Kom så, det tager vi sammen‘, og jeg tænkte, at det her ville slå mig ihjel, men jeg var jo sammen med Keith! Jeg sad og holdt fast i min stol, men han var kun lige gået i gang. Han tog en dosis, hvor man tænkte, at nu var han færdig, og så påvirkede det ham slet ikke. Han kunne holde sig oppe flere nætter i træk, hans motorer kørte bare, men så skete der pludselig det, at han faldt i søvn midt i en sætning i et minuts tid, og så vågnede han og fortsatte sætningen. Det var lidt skræmmende, fortæller journalisten i bogen.

Stenede krager
Næste morgen vågnede Nick Kent og havde det frygteligt. Han brækkede sig på dørmåtten, og Richards kom hen og pegede ud over markerne:

– ’Jeg kan næsten ikke klare det. Mig og Tony Sanchez (Keith Richards pusher, red.) har gemt et kilo rå-morfin i en lade derude, og nu kan vi ikke finde det, og jeg står bare og ser på kragerne, og de er sikkert mere stenede, end jeg er’. Det opsummerede virkelig hans liv på det tidspunkt, fortæller Nick Kent.

Sådan er bogen fyldt med vanvittige beretninger om et liv i allerhøjeste gear, der gav Keith Richards tilnavnet ‘det omvandrende laboratorium‘, og som kun var muligt, fordi han havde lommerne fuld af penge efter at have skabt et af verdens største rockbands med barndomsvennen fra Dartford, Kent, Mick Jagger: The Rolling Stones.

Bordbøn
Bogen er også et vidnesbyrd om det ofte problematiske forhold, der har eksisteret – men også været drivkraften – mellem de to chef-rullesten.

Og den er en fortælling om kvinderne i Keith Richards liv – om Anita Pallenberg, som han nappede fra rullestens-kollega Brian Jones, og som fulgte ham ind i heroin-tågerne. Og om Patti Hansen, hans nye kone, som hen ad vejen fik sat så meget skik på piraten, som det nu kan lade sig gøre.

Der har dog været kriser i forholdet til Patti Hansen.

Hun har været drevet til vanvid af ‘Keiths endeløse drikkeri, stofmisbrug og døgnvågne livsstil’.

Hun er dybt religiøs, og ikke alene insisterede hun på, at deres døtre skulle gå på strengt kristne skoler, hun fik også indført et aftenmads-ritual, hvor ’alle skulle stå omkring middagsbordet og holde hånd, mens de fremsagde en langvarig, religiøs bordbøn’, som det beskrives i bogen.

Det var ikke lige rullestenens stil. I bogen beskrives det, at han deltog, men at han forholdt sig tavs og holdt hænderne for sig selv.

’Netop som han efter 30 år som nomade havde skabt noget, der lignede det perfekte hjem, blev hans familie bortført lige for øjnene af ham. Kriser i hjemmet har aldrig været Keiths stærke side, og han diskuterede aldrig sine problemer med nogen, men når han ved sjældne lejligheder opholdt sig Weston (bopælen i Connecticut, red.), var omkvædet i hans telefonsamtaler med venner stadig hyppigere: ’Jeg er i unåde’.

’Keith Richards’ af Victor Bockris, oversat af Susanne Staun. 512 sider (Gyldendal).