Nein! Kein jazz!

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

De har efterhånden stukket bratwursten i alle de tabuer, de kan komme af sted med. Alene navnet Rammstein hentyder til en frygtelig ulykke, hvor 70 mennesker omkom ved en flyopvisning i byen Ramstein i 1988.

Og så har de sunget om kannibalisme, nazisme, had, død, vold, sex, porno, sadomasochisme. Det sidste i en så direkte form, at deres seneste album, ’Liebe ist für alle da’, er blevet forbudt at sælge til børn og unge i Tyskland. Men hvor længe kan de finde på emner, der kan provokere og chokere.

– Det er et godt spørgsmål, erkender trommeslager Christoph Schneider før tirsdagens ’udsolgt på et splitsekund’-koncert i Forum.

– Det er klart, at den slags emner udtømmes på et tidspunkt, eller at man kommer til at gentage sig selv. Men måske er det vigtigt at gentage sig selv. Måske kan man gentage sig selv på en god måde, hvis det er nødvendigt for at gøre opmærksom på noget, siger den 43-årige østberliner eftertænksomt. Han sidder i et lille omklædningsrum på balkonen.

– Det ser vi først, når vi igen skal til at skrive sange. Men hvem ved, måske går vi en helt anden retning.

– Men det bliver nok ikke jazz?

– Nein! Kein jazz! Haha...

– Vi har det stadig sjovt, og vi er jo også bare musikere på turné – og deri ligger det sjove. Det sjove er ikke at gå på scenen for at provokere nogen, siger Christoph Schneider.

Provokationen er Rammsteins musiks farve, men ofte bliver sangene overskygget af provokationerne, noget der tit bliver vendt bandmedlemmerne imellem.

– Vi diskuterer det også ofte internt, men det med provokationerne har været en stor del af Rammstein fra starten. Det er en stor del af grunden til, at vi er sammen, og til at vi er så stærke.

Det østtyske metalband er klar over deres position som enten elsket eller hadet, men holdningen synes at være ’vi er, som vi er’.

– Mange føler sig provokeret, andre elsker det. Men bandet er, som det er, og man skal ikke forstille sig noget. Og vi er på en eller anden måde altid enige om, hvorvidt noget er Rammstein eller ej.

– Men det gælder om at finde en balance. Man kan ikke bare fjerne den ene del og sige ’kun musik’ eller ’kun provokationer’.

– Nogle siger, at I bare overdænger jeres ’elendige musik’ med effekter og udenoms-cirkus.

– Og det er o.k. Det må man gerne mene. Man kan lide det eller lade være, og man kan jo bare lade være med at høre det.

Men en ting er Christoph Schneider stålfast omkring:

– Provokationer hører med til rockmusikken. At søge grænser og gøre noget, andre generationer ikke har lavet – for at skabe opmærksomhed og diskussion om nogle temaer. At gøre oprør mod de ældre – det er så måske ikke lige vores tema længere, haha – men det er jo det, rockmusik skal gøre. Det har altid været et vigtigt element, men det er gået tabt hos mange moderne orkestre, der er meget tamme. Og det er en skam, synes jeg.

– Et band som Coldplay har andre kvaliteter, og dem skal der være plads til. Men der skal også være nogen som os – som Alice Cooper, Marilyn Manson, Black Sabbath, Sex Pistols, Slipknot. Den slags artister vil forhåbentlig altid findes.