Alting var som bekendt bedre i de gode gamle dage, og pladesalget er bestemt
ingen undtagelse.
OC Weekly rapporterer nemlig, at gamle album nu sælger bedre end nye for første gang i USA siden, at man i 1991 begyndte at holde øje med den slags på verdens største plademarked.
Læs også: Se også: Guld og platin er fem gange mindre værd
De første seks måneder af 2012 blev der i USA solgt 76,6 millioner gamle album, mens amerikanerne købte 73,9 millioner nye.
Et album defineres som gammelt, når det har været halvandet år i handlen.
AC/DC stadig populære
Fænomenet er en konsekvens af mange faktorer, men markedsanalytikeren David
Bakula siger til OC Weekly, at hovedårsagerne er, at 2012 har savnet en
blockbuster, samt at pladebutikkerne sænker prisen på bagkatalog.
Læs også: Se også: Adele er på størrelse med 'Titanic'
Whitney Houstons død i februar har blandt andet været medvirkende til et øget salg af sangerindens gamle plader, og Guns N' Roses har solgt masser af 'Greatest Hits', efter gruppen i foråret blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame.
Et af historiens mest populære album - 'Back In Black' med AC/DC - købes stadig op mod en halv million gange årligt til trods for, at klassikeren udkom helt tilbage i 1980.
