Kris Kristofferson: Frelst af familien

Interview med ikoniske Kris Kristofferson, der har konen, knægtene og faderen med i bagagen overalt på livets bulede landevej

Kris Kristofferson fra Brownsville, Texas i Silkeborg, Danmark fredag 25. juli 2008. (Foto: Andreas Szlavik)
Kris Kristofferson fra Brownsville, Texas i Silkeborg, Danmark fredag 25. juli 2008. (Foto: Andreas Szlavik)

Kris Kristofferson vælter ud i sollyset fra sin mørke tourbus og ligner hovedpersonen fra legendens tømmermandsmesterværk ’Sunday Morning Comin’ Down’, der drak en bajer til morgenmad og snuppede en mere, fordi den første ikke var så ringe.

Cowboystøvlerne er udtrådte, de sorte jeans snavsede og der er svedskjolder på den forvaskede T-shirt. Men countrykæmpen og skuespillerstjernen er hverken fuld eller bagfuld, han er bare lige blevet vækket fra en eftermiddagslur.

Så Kristofferson knurrer som en gammel grizzlybjørn, men tørrer snart hovedpuden ud af øjnene og rækker poten frem til goddag. Den næste times tid er han det bedste selskab, man kan ønske sig.

Blot et stenkast fra hvor Gudenåen snor sig gennem Silkeborg, tager Kristofferson plads på en bænk i idylliske Indelukket, hvor han skal optræde dagen efter. Sidste forår var veteranen på en mindre danmarksturné, og aftenen før gav han en ukuelig koncert i Aalborg, der dog blev skæmmet af et konstant knevrende publikum.

- Er du klar over, at I Skovdalen, hvor du spillede i aftes, spillede Johnny Cash i 1997?

- Yeah?

- Ja, men han var slet ikke sig selv. Han var meget syg og forlod scenen flere gange, hvor June tog over. Det var, da det begyndte at gå ned ad bakke for ham.

- Hmm. Ja, han var min helt, min inspiration og min gode ven. Det er noget af det bedste, der er sket i mit liv – jeg blev venner med mange af dem, der var mine helte. Willie, Waylon, Roger Miller og specielt Johnny Cash. Han var som Bob Dylan. Bob Dylan er en anden af mine helte. Dylan er simpelthen den bedste til det, jeg laver – sangskrivning. Han revolutionerede sangskrivningen, og gjorde det til et respekteret fag.

- Ja, I er mange, der er noget særligt, men Dylan er ligesom urørlig i sin egen liga.

- Jamen det er han. Og vi andre skylder ham alt. Ingen skrev som ham – The Beatles og alle andre lærte af Dylan. Der er nogen, der siger, jeg skal indspille en film med ham næste år. Produceren Steve Bing ringede og spurgte, om jeg ville... Om jeg ville! Jeg vil gøre alt for at være med. Robert Duvall er også på holdet.

- Det lyder som en western?

- Ja, det er det. Tænk hvis vi kan lave noget i stil med ’The Wild Bunch’.

- Nå, men jeg var meget frustreret over publikum i går. Jeg tror måske, ’uhøflige’ er det rigtige ord…

- Ja, det var meget overraskende. Jeg fik stort set ingen respons under koncerten, men bagefter belejrede de nærmest scenen. Men jeg har spillet i så mange forskellige lande, og jeg har fået så mange forskellige reaktioner – jeg har lært bare at gøre det bedste, jeg kan, he he.

- Du har været i Danmark et par dage nu, og du var her en lille uge sidste forår. Hvad har du set af landet?

- Indtil nu har jeg nærmest kun sovet! Nej, mine unger og jeg gik en tur langs floden. Der er smukt dernede. Ungerne vil vist i kanoerne senere.

- Det er vist det nærmeste, vi kommer Mississippi i Danmark. Men du rejser med din familie?

- Ja, min kone og tre unger. Det giver dem muligheden for at se verden, og det er godt for min sjæl at have dem omkring mig. De er vældig sjove og altid i godt humør, ha ha! Deres latter er musik i mine ører.

- Din kone er tourmanager – er børnene så sikkerhedsvagter?

- Ja, noget i den stil. Johnny er i hvert fald stor nok til det! De sælger også merchandise og den slags.

- Du har svensk vikingeblod i årerne – har det nogen betydning for dig?

- Ja, jeg har faktisk mødt nogle slægtninge, når jeg har spillet deroppe. Og så har jeg altid været opmærksom på de svenske aner på grund af mit navn. Min svenske helt er Ingmar Bergman, ha! Han var den bedste. Det tætteste vi kom på Shakespeare i vor tid. Og Ingemar Johansson! Ha! Han knockoutede Floyd Patterson, da jeg gik i skole.

- Har du ikke selv bokset?

- Jo. Men kun som amatør. Jeg var på universitetsholdet, da jeg læste på Oxford. Det var en god oplevelse. Jeg kan huske mere om mine kampe end mine studier, ha! Boksning slog mig virkelig, ha! Det betød noget. Nogle af mine tidligste helte var boksere – Rocky Marciano, Joe Louis.

- Ja, du har da også listet et par boksereferencer ind i dine sange.

- Yeah! Men jeg lærte meget af boksning. Navnlig af mexicanske fightere. Engang blev jeg gennemtævet, fordi jeg ikke var i form. Jeg havde vundet min første kamp på knockout i første omgang, så det var ikke gået op for nogen, at jeg ikke var i form. Men den næste fyr dræbte mig simpelthen. Så snakkede jeg med en mexicansk fighter, og han sagde, at en mexicansk fighter aldrig holder og med at kæmpe. Aldrig. Og jeg var ramt af et leverstød, og det rejser mange sig ikke efter, men jeg kom op og blev bare ramt de næste tre omgange. Da gik det op for mig, at fyren havde ret – hvis man aldrig giver op, så taber man aldrig. Man skal altid forsøge at vinde. Siden har jeg altid kæmpet til det sidste – jeg tabte kampe, men jeg tabte med stolthed.

- Man kan tabe med ære, hvis man har gjort sit bedste.

- Ja netop. Og så har man lært noget af det.

- Men boksning i dag… Det er blevet et cirkus ligesom den såkaldte countrymusik.

- Er helt enig. De har seks verdensmestre i forskellige forbund, og så betyder ingen af dem jo noget. Man kan ikke engang huske navnet på verdensmesteren i sværvægt længere. Det er en skam. Men måske skal boksning alligevel ikke være en sport mere, for der er for mange, der tager skade.

- Når man oplever dine koncerter og hører dine plader, får man et stærkt indtryk af, at du beundrede din far, og at han har påvirket dig meget. Det kan være svært at forstå, når han var militærmand, og du altid har været rebelsk?

- Well, krig og tiderne var anderledes dengang under 2. verdenskrig. Han var pilot og den første, der fløj over Himalaya-bjergene om natten. Han var højt dekoreret og meget værdsat. Den sidste gang jeg snakkede med ham om det, jeg laver, sagde han, at han aldrig ville forstå, hvad det er jeg laver, og hvorfor jeg laver det. Men han forstod, hvorfor jeg fulgte mit hjerte, for ingen kunne have fortalt ham, at han ikke skulle være pilot. Han var virkelig en god mand – og jeg tror, han ville være i live i dag, hvis de havde vidst så meget om hjertesygdomme dengang, som de gør nu. Han levede ikke så lang tid, som jeg har gjort. Men han var inspirerende, og han var god ved mig og mine søskende.

- Man hører så mange historier om forstokkede militærfolk, så det er befriende at høre.

- Ja, men jeg har også mødt mange fjolser i min tid i militæret. Men også mange gode mænd. Et af de mange problemer med magthaverne i dag er efter min mening, at de træffer militærbeslutninger og risikerer mange menneskeliv uden at have en militærbaggrund. De aner ikke, hvad deres beslutninger medfører af smerte for utallige mennesker.

- I dag døde endnu en dansk soldat i Afghanistan.

- Ja, det er trist. Masser af amerikanske soldater er døde i Irak, men mange flere civile har mistet livet. Det vil vi aldrig kunne gøre godt igen overfor irakerne. Det er meget deprimerende.

- Hvad forsøger du at give videre til dine børn?

- At de skal behandle mennesker humant. At de skal huske humoren. Og at de skal følge deres hjerter. Men det bliver vist ikke noget problem, for de er alle endt med at være ret selvstændige, ha! En af dem har besluttet at droppe skolen, og i stedet arbejder han på at blive professionel wrestler.

- Er det ok med dig?

- Ja, jeg kan ikke sige andet. For, du ved, han elsker det, og jeg kan mærke, han elsker det. Og han er bygget til det – en ordentlig fyr. Han er bygget som sin bedstefar på den anden side af familien.

- Jamen, er det den slags wrestling, hvor det er skuespil…

- Ja, ja. Det er teater, og jeg ville aldrig lede en af mine unger i den retning, men jeg kan se, at han elsker det. En anden af mine sønner er optaget af asiatisk kampsport. Og jeg kan ikke forbyde det, for jeg har selv bokset med hjernerystelse og alt muligt. Men alle mine unger har et godt hoved på skuldrene, så jeg stoler på, at de gør det rigtige. Min yngste søn skriver allerede poesi, der er bedre end noget, jeg kan bedrive.

- Hvor gammel er han?

- Han bliver 14 om et par dage.

- Hold da op. De virker meget forskellige?

- Ja, forskellige som snefnug! Jeg er bare lykkelig for, at jeg har mulighed for at være sammen med dem.

- Du ser forbavsende frisk ud for en 72-årig. Hvordan bærer du dig ad?

- Ha! Tja, jeg tror, jeg har det i generne. Min far var på samme måde. Han så altid yngre ud, end han var.

- Du spiser sikkert sundt?

- Ja. Min kone laver mad til mig hver aften, he he. Og lige siden high school har jeg altid bestræbt mig på at være i form. Jeg er ikke bygget som en topatlet, men jeg har altid arbejdet hårdt nok til at kunne komme på fodboldholdet, og den slags betød meget for mig. Den indstilling har jeg stadig. Så jeg vil nok være nogenlunde i form, til de smider jord på mig, ho ho!

- Rører du overhovedet alkohol?

- Ja, jeg drikker lidt vin, når jeg går af scenen, men ikke noget voldsomt som i gamle dage. Jeg var heldig at komme helskindet igennem de hårde år uden at ødelægge min lever og den slags.

- Willie Nelson var i Danmark for et par måneder siden, og jeg spurgte ham, hvorfor dig og ham er kommet nogenlunde uskadt igennem, når I mistede så mange af jeres venner. Han sagde, at han ikke anede hvorfor!

- Ha! Ha! Ha! Jamen Willie har ret – jeg aner det heller ikke. Men Willie… Han har fulgt udskejelsernes landevej til visdommens palads, he he.

- Jeg gav ham en heftig joint, fordi han fyldte 75, og den røg han i hvert fald gerne.

- Manden er usårlig! Sådan har han levet, så længe jeg har kendt ham.

- Han ser også ud til at være i god form.

- Ja, og han er et par år ældre end mig. Han arbejder hårdere end mig, spiller golf, udgiver flere plader om året og er et af de sjoveste mennesker på Jorden. Sidst han blev snuppet med marihuana, var det på et tidspunkt, hvor der var en dødelig spinat-epidemi. Da de fandt græs på hans bus, udbrød Willie, at det da var godt, det ikke var spinat, for så var vi alle døde, ha! ha! Han er en af mine bedste venner.

- Kan du huske et øjeblik eller en tid, hvor du ligesom gjorde op med dig selv, at du blev nødt til at stoppe det vilde liv…

- Det var nok, da det gik op for mig, hvor meget mine børn betød for mig. De skulle ikke vokse op uden en far, der elskede dem. Jeg har levet skødesløst hele mit liv, men jeg kører ikke på motorcykel længere, og jeg ville aldrig køre bil fuld. Ja, det var nok kærligheden til mine børn. De har gjort mig til den, jeg er, selv om jeg på ingen måde er perfekt.

- Det kan man ellers godt tvivle på. Jeg mener: Du har skrevet nogle af historiens bedste sange, alle respekterer dig, du er selveste Rubber Duck, du er stadig en fandens flot fyr, bor på Hawaii, har otte børn, gift på 25. år og har tilmed hele manken endnu! Hvad er ikke perfekt ved Kris Kristofferson?!

- Ha! Jamen, jeg kan da godt lide alt det, du siger, men jeg har min far at takke for generne og mine børn at takke for at holde mit humør højt. Det er simpelthen umuligt for mig at være deprimeret, når jeg har dem omkring mig.

- Mange af dine tidlige sange kredsede om ensomhed?

- En læge ville nok have fortalt mig, at jeg var ramt af en depression dengang, jeg var i militæret. Og det er der måske ikke noget at sige til, ha! Men depression er noget, jeg har kæmpet med hele mit liv, men den bedste kur mod depression har været min familie. Navnlig på denne turné har jeg bemærket, at de har grinet hele tiden, og det er umuligt for mig ikke at blive påvirket af det.

- Hvad går der gennem dit hoved, når du synger de gamle, mørke sange?

- Jeg føler, hvad de sange udtrykker, fordi jeg har mærket følelsen og stadig har den i mig. Og hvis de ikke var sande, så tror jeg ikke, at jeg stadig kunne synge dem. Du ved, hvis jeg var en Vegas-entertainer, så havde jeg blæst knoppen af mig selv for længst. Men efter jeg hørte Willie Nelson, Johnny Cash og især Bob Dylan traf jeg en beslutning om, at sangskrivningen var en kunstform, der var værd at dedikere livet til. Fordi jeg mener, jeg siger sandheden, så er jeg også i stand til at synge ’Me and Bobby McGee’ hver aften.

- Du virker ikke engang træt af den?

- Nej, det er jeg ikke.

- Det kan godt betale sig at skrive nogle gode sange, hvis man skal synge dem resten af livet.

- Yeah! Jeg ville hade, at hænge på ’How Much Is That Doggie in the Window?’, du ved! Men jeg er virkelig taknemmelig over at beskæftige mig med noget, der stadig kan bevæge mig, og jeg kan stadig blive rørt af andre sangere. Jeg kan faktisk ikke se nogen ende på det lige foreløbigt.

- Har du nye sange klar?

- Ja, men ikke nok til et album. Men jeg har skrevet så mange sange, der ikke blev hørt af folk, fordi albummene efter mine første successkiver ikke rigtig blev markedsført. Så der er sange, jeg kunne tage op igen, men samtidig vil jeg også gerne have det kommende album så nyt og frisk, som jeg kan.

- Tror du, det bliver ligeså akustisk og intimt som dit seneste album?

- Formentlig. For det er sådan, jeg optræder nu. Og det lader til at virke.

- Hvorfor foretrækker du at optræde solo frem for med band?

- Well, det giver mig en frihed til at lave fejl, uden det medfører et harmonikasammenstød. Men først og fremmest er det fordi, at der virkelig kommer fokus på sangene – og teksterne. For der er ikke andet at holde af.

- Hvad med guitarspillet!?

- He, det er vist ganske minimalt. Og min stemme er også minimal – jeg er ikke en sanger som Willie Nelson eller Frank Sinatra. Men jeg kan kommunikere sangene, jeg skriver.

- Hvorfor tager du stadig på landevejen? Du kunne bare slappe af hjemme på Hawaii?

- Jeg har stadig en kærlighed til kommunikationen, der finder sted. Hvis jeg havde mange jobs som i aftes, så ville jeg nok blive træt af at turnere, for hvis du ikke føler, du kommunikerer... Og der var en mand, som jeg ikke kunne have kommunikeret med, om jeg så havde et baseballbat. Fyren var så fuld, og ævlede løs foran en stakkels knægt i rullestol. Men der er stadig store aftener, og jeg vil nok blive ved så længe, jeg synes, det betyder noget. Desuden har jeg en bunke unger, jeg skal have sendt i skole, så det skader ikke, at der kommer lidt penge i kassen, he, he.

- Har du valgt at bo på Hawaii af alle de oplagte årsager, eller er det også fordi, du er træt af USA?

- Jeg vil ikke sige, jeg er træt af USA, men jeg er træt af storbyer som LA. Dér, hvor jeg bor på Hawaii, er meget småt. Der er ingen lyskryds, og det er på den anden side af øen i forhold til, hvor turisterne færdes. Og fem af mine unger er gået gennem skolesystemet der. Det minder nærmest om, hvor jeg voksede op i Brownsville, Texas. Det er ægte.

- Det er ikke, hvad man normalt forbinder med Hawaii?

- Nej, men vi lever meget afsides, og hawaiianerne beskytter privatlivet. Hvis turister prøver at finde ud af, hvor jeg bor, så siger hawaiianerne, at de aldrig har hørt om mig, he. De har en helt anden generøsitet og sjælfuldhed. Vi er som en stor familie, og ungerne kalder mig onkel. Hawaiianerne forsøger netop nu at få deres land tilbage gennem et storstilet projekt, men jeg håber ikke, de smider mig ud!

- Opfatter du dig selv som stolt texaner?

- Ja. Jeg elskede at vokse op i Brownsville. Men Bush er også texaner, og han er også stolt af det, så det betyder nok noget forskelligt for forskellige texanere, for jeg tænker ikke som Bush. Hov, nu giver min kone signal til, at vi skal tænke på at stoppe.

- Ok, lige et sidste spørgsmål så. Tror du, Obama kan gøre en forskel?

- Oh, YES! Jeg er glad for, du stillede det spørgsmål. Han er den første person, jeg har hørt, der tænker som Kennedy. Han forsøger at finde fælles fodslag på diplomatisk vis. Han vil gå dialogens vej, og på dette tidspunkt i vores historie, er det den eneste vej, vi bør gå. Vi kan ikke bare bombe løs... Tænk at vi angreb Irak, der var forsvarsløs i forhold til vores våben. Jeg har læst Obamas bøger, og han har visionerne, der kan ændre hele verden.

- Selv Dylan, der ellers ikke ligefrem blander sig i politik, har udtalt sig positivt om ham.

- Det er fantastisk. Og jeg har tænkt mig at arbejde så hårdt, jeg kan, for ham.

1 af 5 I en alder af 72 er countrykæmpen fortsat en trodsig troubadour. (Foto: Andreas Szlavik)
2 af 5 Kristofferson med konen gennem 25 år - advokat og tourmanager Lisa Meyers. (Foto: Getty Images)
3 af 5 Mesterlig sangskriver på Skovdalens scene i Aalborg torsdag 24. juli 2008. (Foto: René Schütze)
4 af 5 Ekstra Bladets udsendte har en ret mindeværdig dag på kontoret. (Foto: Andreas Szlavik)
5 af 5 Kris Kristofferson fra Brownsville, Texas i Silkeborg, Danmark fredag 25. juli 2008. (Foto: Andreas Szlavik)
kommentarer
Vis kommentarer

Skamhører

Thomas Treo skamhører

1.Bob Dylan: 'Every Grain of Sand (Rehearsal)'
2.Willie Nelson: 'Willie and the Boys: Willie's Stash Vol. 2'
3.Hound: 'Born Under 76'

Henrik Queitsch skamhører

1.Carl Emil Petersen: 'Natradio'
2.David Bowie: 'A New Career in a New Town (1977-1982'
3.Thåström: 'Centralmassivet'

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.King Krule: 'The Ooz'
2.Velvet Volume: 'Look Look Look!'
3.Chelsea Wolfe: 'Hiss Spun'
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen