Nekrolog: Rebellen fra Mars

David Bowie er død i en alder af 69 år.

Hør om musiker-legenden David Bowie i TV-indslaget
1/2
Næste »

I torsdagsudgaven af Ekstra Bladet anmeldte jeg David Bowies seneste udspil ’Blackstar’ under overskriften: ’En ny begyndelse’. Det skulle så vise sig ikke at holde stik med meldingen om Bowies død her til morgen.  En trist nyhed som vist ingen ud over Bowies nærmeste havde set komme. Men også ganske typisk for den engang allestedsnærværende Bowies mediestrategi de seneste mange år. Musikken må tale for sig selv.

Og det sidste han ville have ønsket, var at vi skulle have hørt ’Blackstar’ som et testamente fra en døende mand, hvilket selvfølgelig havde farvet den måde vi havde oplevet og modtaget pladen på. Nu fik den i stedet lov til at tale for sig selv. I hvert fald for et par dage. Tilmed som et af Bowies mest vitale og vedkommende udspil i mange år. Ja måske siden storhedstiden i 1970’erne.

For man fornærmer vis ikke nogen ved at sige, at 70'erne var Bowies årti.

Efter et par glimrende tilløb udsendte han i årene 1971-1980 11 uangribelige album (plus det løse), hvoraf mindst en håndfuld i dag har status som rockklassikere.

Det er vist kun The Beatles, der kan matche sådan et strike. Og ligesom The Beatles ændrede han stort set musikhistorien med hver eneste udgivelse, der ofte bød på et radikalt skift i både lyd og image.

Kamæleonen kaldte man ham ofte. Men prisme er måske en bedre metafor.

For han reflekterede ikke bare tidsånden, men kastede også så meget lys tilbage på den, at han var med til at ændre den måde, vi betragtede verden på.

Og han ikke bare spillede en rolle - han var sin rolle.

Tilmed i så høj grad, at det indimellem var ved at drive ham til vanvid eller decideret slå ham ihjel.

BrandtBowie.jpg INTL. MusikNYT - 11. jan. 2016 Erik Brandt om vennen: Troede Bowie var blevet rask

Han var ikke blot en rockstjerne, han var også i stand til at skabe en metafortælling om det at være en rockstjerne.

For slet ikke at tale om, når han legede med vores forestillinger om, hvad det vil sige at være mand eller kvinde.

Han var samtidig en af de første åbenlyst intellektuelle popidoler, med en nærmest encyklopædisk viden om film, kunsthistorie, litteratur, teater og design, som han trak heftigt på. Og han formåede ofte at få tendenser fra avantgarden hevet helt ind i rampelyset.

Vi er vist en hel del, der første gang er stødt på navne som William S. Burroughs, Jean Genet eller Lois Buñuel ved at navigere efter Bowies referencer.

BowieTOP2.jpg INTL. MusikNYT - 11. jan. 2016 Se Bowies kones hjerteskærende beskeder

Ja, da han første gang spillede i Danmark 29. april 1976, indledte han koncerten med at vise netop Buñuels og Salvador Dalis surrealistiske film kortfilm 'Den andalusiske hund' fra 1929, hvor man i første scene se, en kvinde får skåret sit øjeæble over med en ragekniv.

Det var rimeligt heftigt stof, to dage efter at man var fyldt 13 år. Det var resten af koncerten også. Jeg havde været glad for Bowie før, ja, jeg var vel det, man kalder fan - ellers havde jeg nok ikke brugt flere måneders lommepenge på en billet.

Men den aften i Falkoner Teatret opdagede jeg, hvad musik virkelig kan gøre ved én, når den rammer lige der, hvor man er mest modtagelig.

Det lyder måske højtravende, men det var uden tvivl et af de definerende øjeblikke i mit liv.

PEOPLE BOWIE INTL. MusikNYT - 11. jan. 2016 Verden i chok over Bowies død

Men helte har det jo med at falde igen. For mit vedkommende skete det den 12. juni 1983.

På Ullevi Stadion. Christian og jeg havde kørt hele den lange vej til Göteborg, selv om ingen af os var synderligt begejstrede for Bowies på det tidspunkt aktuelle album 'Let's Dance'.

En ting var de mange mennesker og den bagende sol.

Noget helt andet var de pastelfarvede jakkesæt og det affarvede smørhår. Bowie var for første gang ikke længere cool. Han var kikset. Og musikken var ikke meget bedre. Tværtimod. Et syndefald, der gav genlyd i hele vores forestillingsverden.

At det skulle blive endnu værre siden hen, kunne vi jo ikke vide.

bowiepix.jpg INTL. Album-anm. - 6. jan. 2016 Nyt hovedværk fra David Bowie

80' erne var virkelig en ørkenvandring for Bowie. Selv om han var mere populær end nogen sinde. Han var tilmed så fræk at kalde en af pladerne for 'Never Let Me Down'. Og det var vist ikke ironisk ment.

Jeg kan også stadig krumme tæerne helt op i haserne, når jeg tænker på videoen til hans og Mick Jaggers version af 'Dancing in the Street' i forbindelse med Live Aid.

Ja, vi skal vel helt frem til 7. december 1999, hvor jeg var i den heldige skare, som fik lov til at opleve en ualmindeligt veloplagt Bowie i så eksklusive rammer som Store Vega - før mit og Bowies forhold for alvor blev normaliseret igen.

Nu kunne jeg igen høre kompositioner som 'Life on Mars?', 'Always Crashing in the Same Car', ' Rebel Rebel', ' Word on a Wing', ' Cracked Actor','Ashes to Ashes', og hvad han nu ellers valgte at spille den aften, for det de er.

Se også: David Bowie er død

Nemlig fremragende sange, som både hvad tekst, melodi og arrangementer angår hører til det forrige årtusindes ypperligste kunstneriske frembringelser. Det kan sagtens stå alene uden makeuppen og konteksten. Ellers havde Bowies position jo heller ikke stået uanfægtet så længe - eller hans indflydelse stadig været så markant.

Som det hed med et smart reklameslogan i min ungdom: ' There's old wave. There's new wave... and there's David Bowie'.

En af de helt store har forladt denne tilstand. Men bare rolig. Bowie er ikke død. Han er som altid bare gået forrest:

Look up here, I’m in heaven

I’ve got scars that can’t be seen

I’ve got drama, can’t be stolen

Everybody knows me now

(Lazarus, 2016)

Fem stjernestunder med David Bowie:

'Hunky Dory' (1971)

Ingen - bortset fra hovedpersonen selv - havde vel forventet det musikalske kvantespring, der udgjorde Bowies fjerde album 'Hunky Dory'. Der lægges ikke skjul på forbillederne med titler som 'Andy Warhol' eller 'Song for Bob Dylan' og 'Queen Bitch' er dedikeret til The Velvet Underground. Men Bowie kan sagtens selv, og åbneren 'Changes' kommer til at stå som en programerklæring for hans virke de næste mange år.

Nå, ja, så er der også lige ' Life on Mars'.

'The Rise and Fall of Ziggy Stardust & The Spiders from Mars' (1972)

Lyd og vision går for alvor op i den højere enhed her på Bowies nok mest kendte album.

Han tager tidens populære glamrock ud i helt nye sfærer i den ( meget) løst strukturerede historie om et rumvæsen, der transformerer sig selv til rockstjernen Ziggy Stardust fem år før, at jorden går under.

Bowie var i flere år Ziggy-figuren og skabte dermed en af rockens første metafortællinger.

Hvilket alt sammen havde været ligegyldigt, hvis sangene ikke havde været så gode, og The Spiders From Mars ikke havde spillet som besatte.

'Diamond Dogs' (1974)

Bowie havde fyret The Spiders from Mars, men genoptaget samarbejdet med produceren Tony Visconti, der skulle blive hans mest stabile sparringspartner de næste mange år. Dystopiske fremtidssyner fra ' Hunger City' og et gennemgående nihilistisk tonefald præger dette udspil, der både er Bowies afsked med glamrocken og samtidig tager de første spæde skridt mod den plasticsoul, der prægede hans næste fase. Bowie spiller selv for første og eneste gang en gennemført ond leadguitar.

'Station to Station '(1976)

I kølvandet på sin medvirken i Nicolas Roeg-filmen 'The Man Who Fell to Earth' skabte Bowie karakteren Den Tynde Hvide Hertug, der levede på en diæt af kokain og mælk, mens han lyttede til klaustrofobisk funk og tyske grupper som Kraftwerk og Neu! På en gang Bowies hidtil mest tilgængelige og uigennemtrængelige udspil.

Med plads til både store, episke ballader og stram, kuldslået elektronisk funderet avantgardepop.

Den efterfølgende turné bragte ham for første gang til Danmark.

'Low' (1977)

Bowie kvittede kokainen og flyttede til Vestberlin. Et godt træk skulle det vise sig, da 1977 bød på intet mindre end fire mesterværker: De to første dele af den såkaldte Berlin-trilogi 'Low' og 'Heroes' samt Iggy Pops to comeback-plader 'The Idiot' og 'Lust for Life', hvor Bowie havde rollerne som både producer, medkomponist og musiker. Sjældent har abstinenser været brugt mere frugtbart, og de elektroniske klange (skabt i samarbejde med Brian Eno) fra 'Low' indvarslede helt nye toner, som man stadig kan høre ekkoet af.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Kommende koncerter
Kommende album
Thomas Treo skamhører
  1. Pixies: 'Head Carrier'
  2. Baby Woodrose: 'Freedom'
  3. Wilco: 'Schmilco'
Henrik Queitsch skamhører
  1. Trentemøller: 'Fixion'
  2. Scott Walker: 'The Childhood of a Leader'
  3. Vi Sidder Bare Her: 'Rak-Ma-Gak''
Rune Melchior Sjørvad skamhører
  1. Morgan Delt: 'Phase Zero'
  2. The Bad Plus: 'It's Hard'
  3. Chris Staples: 'Golden Age'
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen