Dødskys fra Kiss

Når man hastigt nærmer sig de 60, er det naturligvis meget kærkomment, at ens orkester er smurt ind i makeup, men trods Kiss’ karakteristiske krigsmaling, plateaustøvler og parykker, kunne veteranerne ingenlunde skjule, at der efterhånden er mere rollator end rock’n’roll over kvartetten.

Kiss var i Danmark for første gang siden deres kolossalt medrivende matiné i Valby Idrætspark i sommeren ’97, men på de mellemliggende 11 år, så glamrock-giganterne ud til at være blevet mindst 22 vintre ældre.

I et buldrende lydbillede kunne gumpetunge udgaver af ’Got to Choose’, ’Nothin’ to Loose’ og ’C’mon and Love Me’ knap kravle over scenekanten, og det sjaskede samspil blev ikke mere charmerende af, at originalbesætningens ringvrag, Peter Criss og Ace Frehley, var skiftet ud med Tommy Thayer og Eric Singer.

Kiss blev dannet i New York i ’73, og det siger lidt om bandets bedrifter siden glamrockens guldalder, at legionærerne først under ekstranumrene spillede sange dateret efter ’75.

Kunstigt åndedræt
Så der var skamløs nostalgi til 9000 i næsten udsolgte Forum, hvor stemningen dog ofte var lige så død som de sminkede lig på scenen.

Tordenguden Gene Simmons var en fuser, og frontvræler Paul Stanley fyrede floskler af mellem numrene, så man skulle tro, han holdt foredrag i en børnehave i Hollywood. Men den stilrene scenografi og det spektakulære sceneshow var såmænd superb, og det livsbekræftende slager-katalog gav trods alt gruppen kunstigt åndedræt gennem to triste timer. Fuldkommen unødvendigt.