Indlæser...

Voldsom vækning af Raunchy

Herlige metaltosser fra Thisted sparkede energisk festivalfolket grundigt ud af soveposen ved middagstid i Roskilde

14:07, 04. jul 2008 | Thomas Treo

Kasper Thomsen gik forrest for Raunchy, da drengenes øredøvende hybrid-metal fik græsset til at gungre på Dyrskuepladsen. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Kasper Thomsen gik forrest for Raunchy, da drengenes øredøvende hybrid-metal fik græsset til at gungre på Dyrskuepladsen. (Foto: Thomas Lekfeldt)

Annonce

  • Oversæt / Translate
Kasper Thomsen - frontbrøler for Raunchy. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Kasper Thomsen - frontbrøler for Raunchy. (Foto: Thomas Lekfeldt)

Annonce

Raunchy, Roskilde Festival, Odeon, fredag.

Metalfolket er gjort af et særligt grundstof, og på et tidspunkt, hvor de fleste festivalentusiaster vil give deres armbånd for hængekøje og hovedpinepiller, troppede den sortklædte heavy-hær trofast op til morgenvækning ved middagstid på Odeon.

- Er I klar til at gå fucking amok?! brølede Raunchys klejne frontmand, Kasper Thomsen, retorisk, og det var den tusindtallige skare selvfølgelig, og så blæste bandet ellers søvnen ud af øjnene og støvet ud af næsen på publikum.

Raunchy formår at lyde som stort set samtlige metalbands i historien og paradoksalt nok alligevel nogenlunde som sig selv, og tilsat sympatisk udstråling og befriende arbejdsiver var sekstetten fra Thisted muntert selskab.

I længden bliver deres hyperenergiske genrehybrid dog noget ensformig, og man savner en større sammenhæng i rabalderet, men i forhold til den pænt polerede produktion på orkesterets aktuelle album, 'Wasteland Discotheque', klædte det drengene med en mere grumset livelyd, der rev gevaldigt i øregangene.

Så var den dag dermed godt i gang.

Annonce