Nick Caves slyngelstue

Sideprojektet Grinderman besidder ikke The Bad Seeds' tyngde men er præget af en smittende energi og løsslupenhed

00:17, 05. jul 2008 | Henrik Queitsch

Grinderman, Roskilde Festival, Orange Scene, fredag.

Hvis man skulle lave en top 50 eller måske ligefrem en top 100 over de bedste Nick Cave-sange ville der ikke være mange fra sideprojektet Grinderman, som umiddelbart trænger sig på.

Hvilket blev sat tydeligt i relief med den nærmest frådende version af The Bad Seeds-klassikeren ’Tupelo’, der blev serveret som ekstranummer. Og som uden sammenligning var aftenens bedste komposition.

Til gengæld besidder Grinderman nogle andre kvaliteter, der bestemt også er værd at tage med. Projektet er præget af en langt mere løssluppen, ja måske ligefrem legende tilgang til tingene, som Cave og den benhårde trio bestående af Warren Ellis (violin og diverse strengeinstrumenter samt maracas og elektronik), Martyn P. Casey (bas) og Jim Sclavunos (trommer) helt åbenlyst nyder.

De emmer simpelthen af spilleglæde og en nærmest manisk energi. Derfor når slyngelstuen også helt ude over rampen, selv om det umiddelbart ikke virkede som det helt oplagte navn på Orange Scene i den bedste sendetid fredag aften.

Og vel er Cave ikke nogen stor guitarist, men der er noget befriende over den måde, han angriber sit instrument på, som et lille barn, der har fået lov til at lege med fars værktøj. Og bare skal have det til at larme så meget og så højt som muligt.

Den kulsorte humor i en sang som ’No Pussy Blues’ gik da også rent hjem blandt forsamlingen sådan en sen fredag aften, hvor der sikkert var mange, der havde det netop sådan.

Man kan komme langt med sprudlende overskud, selv om materialet ret beset er lidt underskudsagtigt. Når bare man forstår at tage opfordringen ’Get It On’ helt bogstaveligt.