Springsteen spændt til bristepunktet

Bruce og co. leverede tre timers pragtpræstation i Parken skæmmet af urimeligt dårlige lydforhold

00:02 - 30. jun. 2008 | Henrik Queitsch

På trods af, at det kun er et halvt år siden, at den 58-årige Bruce Springsteen og våbenbrødrene i The E Street Band sidst gæstede disse breddegrader, har de ingen problemer med at fylde Parken. Han plejer jo også at levere fuld valuta for pengene, og bulletinerne melder denne gang oven i købet om Springsteen og co. i absolut topform på dette tidspunkt af den maratonlange turne, som er fulgt i kølvandet på albummet ’Magic’.

Ja, ifølge Springsteen selv, har bandet aldrig nogen sinde spillet bedre. Og det siger som bekendt ikke så lidt. De konstant skiftende – og meget lange – sætlister, der graver endog meget dybt i det imponerende omfangsrige katalog, vidner da også om et orkester, som i den grad nyder deres metier, og ønsker både at udfordre sig selv og give hvert eneste publikum en fuldstændig unik oplevelse.

Musikken i centrum
Den efter stadionforhold ydmyge sceneopsætning, lignede da også en markering af, at det er musikken, som er i centrum her, ikke gøgl, gejl og glimmer. Selv om der blev indledt med cirkusmusik.

Og klokken 20.53 entrede den lille, sortklædte mand med sin Fender Esquire så scenen og kastede sig ud i en energisk ’Two Hearts’ fra det danske gennembrudsalbum ’The River’. Så var folk lige som med fra starten. Der blev hurtigt tunet ind på ’Radio Nowhere’ inden vi begav os ’Out In The Street’.

– Sangskrivning handler basalt om at skrive en sang, ’der får folk til at føle, ’jeg er ikke den eneste, der har det sådan her’. Pludselig føler du dig som en del af noget. En del af en andens verdensbillede. Det er det, der foregår mellem en kunstner og hans publikum.

Således faldt ordene, da jeg for nogle år siden var i audiens hos bossen, og det er en programerklæring, som han til fulde gør alt for at realisere. Han er et levende bevis på, at begreber som fællesskab, solidaritet og empati ikke blot er tomme, slidte gloser, men faktisk godt kan omdannes til lyslevende følelser sådan en klar sommeraften.

Godt hjulpet på vej af en ordentlig dosis eufori. Man havde faktisk for en stund følelsen af, at befinde sig i ’The Promised Land’. Eller at det i hvert fald er en reel mulighed. Især efter at lyden blev rettet en anelse ind under netop det nummer.

Tæt på
Det er heller ikke mange stjerner i den liga, hvor man får lov til at komme så tæt på. Ikke kun i overført betydning, men helt bogstaveligt, for til en koncert med Springsteen står folk altså helt op til scenkanten uden grav eller lignende. Man skal også rent fysik kunne røre sit publikum. Så man ikke blot ender som en ’Spirit In the Night’. Men et menneske af kød og blod. Nu og her.

Og så var vi nået frem til den tid på aftenen, hvor Bruce samler ønsker ind fra fansene, startende med den sjældent spillede ’Blinded By the Light’. Ren forkælelse og nærmest naturstridigt overskudsagtigt. Det er muligt, at manden blot er på arbejde. Men det virker altså ikke sådan. Hjertet er stadig sultent. Og aftenen tilhører stadig de elskende. Os.

De gyldne sange blev simpelthen trukket som perler på en snor, og hver gang man troede, at nu havde det da peaket, blev der lige smidt endnu en trumf på bordet. En fuldstændig eksalteret oplevelse, og flere niveauer over den mere rutineprægede præstation sidst i Forum.

Dedikeret
Ja, han virker stadig fuldstændig lige så tændt og dedikeret, som da jeg første gang så ham og E Street-slænget tilbage ved deres første danmarksbesøg i 1981. Ingen tvivl om, at det der blev præsteret oppe på scenen var til topkarakter. Og hvor ville jeg gerne give den.

Men de (endnu engang) rærlige lydforhold i Parken, hvor bandets imposante lyd ofte blev forvandlet til det rene tyktflydende mudder, trækker altså ned i helhedsoplevelsen. Kan vi dog ikke snart få et ordentligt sted, hvor koncerter i denne skala kan afvikles under blot nogenlunde rimelige betingelser? Eller er det virkelig for meget at forvente?