Mesteren

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Så gjorde han det sgu igen, den nu 62-årige Neil Young. Væltede Orange Scene med en forestilling man uden at stramme buen for meget snildt kan betegne som magisk. Præcis som han gjorde det i 1993, 1996 og 2001.

Han må åbenbart føle sig hjemme deroppe. Og derfor lød det ikke blot som tom smiger, da han undervejs proklamerede: ’Roskilde rocks. The best festival in the world.’

Han havde medbragt same holdopstilling som i Falconer i februar – Ben Keith (pedal steel-guitar, lapsteel, el-guitar, orgel) , Rick Rosas (bas), Pegi Young (vokal, guitar, marimba), Anthony Crawford (vokal, ak. guitar, piano) og Frank Molina (trommer) – og var sågar iført det samme Jackson Pollock-jakkesæt, men både opbyggelsen og udførelsen var væsentligt anderledes. Det samme var sætlisten.

Der blev lagt ud i den tunge, rockede afdeling centreret omkring Youngs karakteristiske på en gang stærkt ekspressive og lyriske guitarspil med ’Love and Only Love’ fra albummet ’Ragged Glory’, hvorfra vi også senere fik ’Fuckin’ Up’ (og tror I ikke den gik rent hjem på Dyrskuepladsen lørdag aften?).

Selvfølgelig bød den afdeling også på ’My My, Hey Hey (Out of the Blue)’ med linierne ’it’s better to burn out, than to fade away’. Selv om Young tydeligvis ikke har tænkt sig at gøre nogen af delene.

Så blev der skruet nedfor blusset med ’Oh Lonesome Me’ og derefter et par solospots, inden det blændende godt spillende hold gik over til en mere country-præget lyd. Sluttelig blev der igen sat fuld volumen på med smukke ’Words’ og en nærmest monumental version af ’No Hidden Path’.

Og gudhjælpemig om han ikke sluttede af med en psykedelisk udgave af The Beatles’ ’A Day In the Life’. Hvor han på nærmest rituel vis endte med at flå strengene af sin elskede Gibson Les Paul. Vi kom med andre ord godt rundt i Youngs mangefacetterede udtryk. Men endnu vigtigere kom vi helt ind til kernen. Derinde hvor musik virkelig gør en forskel.

Det virker måske forudsigeligt at give koryfæet Young topkarakter. Men når nu en af rockens mest indflydelsesrige skikkelser dukker op i blændende form, med et sublimt hold og et fremragende varieret program, så kan det altså ikke være anderledes mine damer og herrer.

Ja, seks stjerner er faktisk en underdrivelse. I'd love to turn you on.