Ordinær Lou Reed i Operaen

Den aldrende newyorker opførte 35 år gamle 'Berlin' i København, men det omdiskuterede opus blev efterladt underligt uforløst

00:39, 08. jul 2008 | Thomas Treo

Oversæt / Translate

Lou Reed - nåede slet ikke niveauet fra stjernestunderne i Det Kgl. Teater 2005 og Falconer Salen 2003. (Foto: Benjamin Kürstein)

Lou Reed, Operaen, København, mandag 7. juli. Lou Reed spiller samme sted 8. juli.

Koncertfilmen om 'Berlin' har biografpremiere fredag 11. juli.

Berlin har de senere år opnået status af eftertragtet turistmål, men New York bliver byen altså aldrig, og Lou Reeds 35 år gamle album, ’Berlin’, bliver altså heller aldrig hans 19-årige nyklassiker, ’New York’. Men mindre end verdens navle og pragtværk kan selvfølgelig sagtens gøre det, og ’Berlin’ fortjener i hvert fald bedre, end den nådesløse nedslagtning og negligering som kritikere og publikum mødte skiven med tilbage i 1973.

Man skal som bekendt aldrig gå tilbage til en fuser, men nu er løjerlige Lou jo ikke underlagt almindelig praksis, så for at demonstrere, at der er dynamit i hans dekadente, desillusionerede og depressive sangcyklus om et kærestepars destruktive deroute, er han draget på turné med en liveversion af ’Berlin’.

Her til aften leverede det 66-årige ikon den første af to øjeblikkeligt udsolgte optrædener i Operaen, hvor 1600 havde betalt dyrt for at opleve, hvad skulle vise sig at blive en kedsommelig koncertopførelse, der var mindre klaustrofobisk end studieudgaven og anderledes kraftfuld, hvilket dog egentlig ikke klædte tragedien.

Eminent nyt nummer
Navnlig i begyndelsen virkede Mr. Reed ligeså uinteresseret som datidens pladekøbere, og at originalversionens spilletid på 49 minutter blev forlænget 37 minutter med guitarfræs og andet instrumentalt lir gjorde ikke den løst skitserede historie mere vedkommende, og kun 'Men of Good Fortune' ruskede markant op i tilforladeligheden.

Filmstrimler af fortællingens kvindelige hovedperson flimrede forbi på bagtæppet i et underligt akavet forsøg på at illustrere dårligdommen, men blæsere, børnekor og strygere var til gengæld elegant integreret i den store sceneopsætning.

Heller ikke de radikalt omarrangerede ekstranumre, ’Satellite of Love’ og ’Rock’n’Roll’, satte dybe spor, og først det uigenkaldeligt afsluttede nye nummer, eminent enkle ’Power of the Heart’, havde virkelig power, og mon ikke sjæleren var inspireret af forårets bryllup med mandens mangeårige kærlighed, Laurie Anderson.

Men bortset fra den ballade burde legenden være blevet hjemme i New York.