Udvandet Aqua

45

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Forestil dig at komme hjem fra arbejde og se konen eller for den sags skyld manden siddende i hjørnesofaen og lege med Barbie-dukker. Det var oplevelsen, man blev efterladt med her til aften på en græsmark udenfor Esbjerg, hvor de mellem 34 og 40-årige medlemmer af Aqua for første gang optrådte offentligt efter en 7-årig pause.

Som hovednavn på Grøn Koncert var Lene Nystrøm tilbage som kostume-skiftende smølf med fuldt opladede Duracell-batterier, og René Dif gav den atter mundgas i skikkelse af brovtende Fred Flintstone, mens hitmagerne Claus Norreen og Søren Rasted holdt sig i baggrunden.

Bakket op af et 8-personers orkester var sættet kompetent eksekveret, og Aqua så ud til at more sig betydeligt bedre, end da de hældte vand ud af ørerne på Roskilde Festival i 2001, men selv et ganske veloplagt sceneshow kunne ikke skjule, at gruppens diskofilt dunkende døgnfluepop gør sig bedre som eksportvare end livemusik.

Man savnede den skamløst effektive snert fra studieversionerne, og størstedelen af sangene var ligeså grå som himlen over Esbjerg, hvilket da også fik mange af de 17.000 publikummer til at se sig hvileløst omkring under store dele af koncerten.

Fladt vandland
’Cartoon Heroes’ kickstartede den noget udvandede underholdning i et fladt vandland, hvor et rædsomt og lettere rocket nyt nummer kaldet ’Those Were the Days’ ikke ligefrem løftede stemningen.

Balladen ’Aquarius’ faldt pladask til jorden som talrige fadøl blandt plørefulde teenagere overalt på pladsen, og Dif gav sig såmænd til at save Nystrøm over på cirkus-manér under ’Freaky Friday’, og så havde man da set det med.

Mod slut boblede det gamle sodavandsdiskotek endelig til tonerne af ’Happy Boys and Girls’, ’Around the World’, ’Roses are Red’ samt selvfølgelig ’Barbie Girl’, og kvartettens stærkeste schlagere kan stadig få ens popøre til at flapre af fryd et kort øjeblik i dårlig stil med en slags discount-ABBA.

Men gennem en 75 minutters koncert føles Aqua altså ofte som at blive indespærret i BR lillejuleaften med seksten skrigende møgunger, og trods muntre momenter var det i hvert fald ikke i aftes, at danmarkshistoriens mest succesfulde band serverede svaret på, hvorfor de er tilbage.

Ligegyldigt.