Morgensange

Første ombæring af 'sangskrivere i skoven' bød på både det gode, det dårlige og det kedelige. Hvilket jo må siges at være ganske repræsentativt

15:10, 08. aug 2008 (Opdateret tid: 15:05, 08. aug 2008) | Henrik Queitsch

Oversæt / Translate

Sangskriverne i Skoven. Kenneth Thordal (Foto: Johnny Frederiksen)

Mest læste i Musik

Sangskrivere i skoven, Skanderborg Festival, RytmeHans, fredag.

Et af årets såkaldte koncepter ved årets Skanderborg festival er det man med vanlig ligefremhed har valgt at kalde ’sangskrivere i skoven’. For det er præcis, hvad det er.

En håndfuld mennesker pr. dag bevæbnet med blot et stemmebånd og en guitar. Uden så mange dikkedarer eller falbelader. Og så må det bære eller briste.

Første etape var lagt i hænderne på værterne Kenneth Thordal og Tue West. Og det var Thordal selv som lagde ud denne solskinsmorgen efter syndfloden. Og igen, igen understregede, at han er en af landets vittigste og bedst begavede sangskriver, som fortjener et langt større publikum end tilfældet desværre er. Men sådan er verden jo så ond og uretfærdig. Eller ’Sort, sort, sort’, som Kenneth selv formulere det.

Følsomt
Derefter var det Sara Grabows tur, og hun serverede med egne ord en omgang ’følsom singer-songwriter pop’. Hverken mere eller mindre.

Så var der lidt mere pondus over Nikolaj Rysagers afdeling, hvis uprætentiøse, ment fint registrerede hverdagsbetragtninger lover mere end godt for det kommende album.

Kadencen faldt lidt igen med Laura Mo, hvis på en gang skingre og skrøbelige sange ikke formåede at trænge igennem hos det småsludrende publikum.

Der var til gengæld noget mere lydhørhed overfor Tue Wests sange om cykler, lottokugler, tømmermænd og ensomhed, der sikkert ville være fine, hvis de ikke var så klodset skruet sammen, både på det melodiske og tekstmæssige plan.

Hvilket blev sat smuk i relief i finalen, som bestod af fælles levering af en inspireret moludgave af John Mogensens ’Så længe jeg lever’. Se, det er hvad jeg kalder en rigtig komposition.