Formidabelt farvel

George Michael lukkede og slukkede efter to års turne med stil, klasse, nærvær og musikalitet i Parken foran et henført publikum

23:29, 30. aug 2008 (Opdateret tid: 23:30, 30. aug 2008) | Henrik Queitsch

45-årige George Michaels to år lange jubilæumsturne fik en forrygende finale i Parken. (Foto: Thomas Lekfeldt)

Oversæt / Translate

Mest læste i Musik

Da jeg overværede premieren på George Michaels første turne i 15 år 23. september 2006 på Barcelonas smukke arena Paula Sant Jordi, var der vist ingen som forventede, at det ville udvikle sig til denne maratonomgang, som først får sin afslutning her næsten to år senere. Og så oven i købet i Parken, som angiveligt bliver Michaels sidste stadionkoncert nogensinde. Lad os nu se. Han truede jo også engang med, at han ikke ville lave flere plader...

Og selv om det er hele fjerde gang den 45-årige elegantier lægger vejen forbi Danmark i løbet af ’25 Live’ (november 2006 her i Parken, og to gange i Århus i maj 2007) er interessen fuldstændig usvækket, og billetterne til aftenens forestilling blev revet væk på under en time. Hvilket betyder, at Michael samlet har solgt i omegnen af 160.000 (dyre) adgangskort til sine danske fans. Ganske imponerende. Det er ikke alle steder krisen kradser i musikbranchen.

Ingen træthed
Klokken 20.45 blev der så tændt for stjerneregnen til tonerne af ’Waiting’ inden Kong George til sønderdøvende jubel selv entrede scenen med oden til yndlingshobbyen ’Fast Love’. Både sceneopsætning, aflevering og sætliste har med små justeringer været nogenlunde konsistent undervejs, men der var ikke skyggen af inerti eller træthed at spore hos hverken Michael eller det supertjekkede orkester og kor. If you gotta do it, do it right.

Og modsat Madonna, som jeg så sidste lørdag, bliver den gennemførte professionalisme ikke et skjold, man kan gemme sig bagved, men i stedet den sikre platform, som gør, at man kan være til stede her og nu. En slags skødesløs elegance raffineret til perfektion. Og så kan manden jo, modsat Madonna, rent faktisk synge. Ja, under ’Father Figure’ (min personlige Michael-favorit) lykkedes det ham nærmest at skabe noget, som mindede om intimitet i betonkolossen. Selv lyden var mere end hæderlig efter Parkens standard.

Værdighed og stil
Et andet højdepunkt var ’One More Try’, hvor der blev sunget igennem, som gjaldt det selve livet, men balancen mellem kalorietunge ballader og liderlige discokugler fungerede generelt upåklageligt, og hvis dette virkelig var Michaels sidste større koncert, så må man sige, at han abdicerede med både værdig og stil fuldstændig intakt. Og ikke mindst en helt forrygende stemning i nationalarenaen. Det var en af de aftener, hvor intet tilsyneladende kunne gå galt.

Selv de mange såkaldte skandaler, som har været hedonistens tro følgesvend, formår han med underspillet, men sylespids humor at vende til egen fordel. Et præcist spark i skridtet på den omsiggribende nypuritanisme.

Ja, den græske brite er noget så sjældent som en narcissist med selvironi og en flødebolle med høj næringsværdi. Og det er egentlig ikke til at få øje på nogen indlysende arvtager. Vi glæder os allerede til comeback-turneen.