Jack The Riffer

The Raconteurs flakkede gennem Portland med svedigt show, der imidlertid mindede om Jack Whites tilbagevendende problemer

09:53, 19. sep 2008 | Thomas Treo

Jack White i centrum for The Raconteurs - kvartetten startede amerikansk turné med svingende show. (Arkivfoto: Joachim Adrian)

The Raconteurs, Roseland Theater, Portland, Oregon, onsdag 17. september

PORTLAND (ekstrabladet.dk): The Raconteurs synes måske nok at være både på kommerciel og kunstnerisk retræte efter forårets noget famlende men glimtvis glimrende ’Consolers of the Lonely’, men allerede tre timer inden det Nashville-baserede band markerede åbningen af deres amerikanske efterårsturné med den anden af to koncerter i Portland, Oregon, var der bestemt ikke afmatning at spore udenfor Roseland Theater.

I hundredevis stod fans i kø for at blive lukket ind til det udsolgte show, og fanatismen drev da også nærmest ned af væggene i øjeblikket, hvor The Raconteurs indtog rampelyset med Jack White som en rock'n'roll-gladiator på vej i den hærgede arena med plads til 1500.

Folket lugtede blod, men det blev ved en slags musikalsk tyrefægtning, hvor The Raconteurs gennem 90 ustadige minutter beviste tekniske færdigheder og indædt inspiration uden dog rigtig at få snittet andet end et par rifter i den mytiske rockhistorie, som de tydeligvis gerne vil være et navnkundigt kapitel af.

I centrum for slænget står White stadig stærkest, når han giver sig hen til sin fascination af Led Zeppelin og hugger neanderthaler-riffs fra scenekanten på sublime stiløvelser som 'Consoler of the Lonely' og 'Broken Boy Soldier', mens hans makker, Brendan Benson, og dennes forkærlighed for britisk 60'er-pop efterlader ham som The Raconteurs' svar på Art Garfunkel eller ham fra Wham!, der ikke var George Michael.

Autentisk æstetik
Men White nyder tydeligvis at være en del af et band, der mestrer den musikalske ekvilibrisme, som ikke just er Meg Whites adelsmærke, men det virker søgt, akavet og påtaget, når The Raconteurs forsøger at foregive, at White og Benson er ligeværdige frontfigurer i kvartetten, der live er udviddet med en anonym femtemand på tangenter, kor og violin.

Som autentisk æstetiker er White fortsat uovertruffen, og selv om vi er nogle, der vil hævde, at det er de fleste andre, der lyder forkert, og ikke White og Rick Rubin som lyder rigtigt, så er det en fornøjelse at opleve en ungersvend med så stilsikker smag. Hans tilbagevendende problem er manglende originalitet og sangskrivningen, der simpelthen er for svingende, og der var flere stunder under showet, hvor tankerne vandrede til Portlands mageløse mikrobryggerier og umiskendelige rock'n'roll-stripbarer, der forekommer at ligge på hvert gadehjørne.

Da en langmanket vandal iført skovmandsskjorte og shorts crowdsurfede under ekstranummeret 'Old Enough', svævede tankerne dog et par timer nordpå til trøstesløse Aberdeen, Washington, hvor en vis Kurt Cobain blev født, men kun tilbedernes hengivelse gør White til sin generations feterede rock-ikon, for det afgørende format udebliver fortsat.