Cohen Classic

Mesteren viste endnu engang veloplagt og elegant rundt i sin imponerende sangskat

00:45 - 18. okt. 2008 | Henrik Queitsch

Da den 73-årige Leonard Cohen et par sommeraftener i juli kom forbi København og Århus på den turne han nærmest var blevet tvunget ud i (uden at man dog kunne mærke dét), da hans eks-manager var rendt med hele pensionsopsparingen, var de fleste nok overbeviste om, at de var vidne til mesterens sidste koncerter på dansk grund.

Men Cohen – der i mellemtiden er fyldt 74 – har forlænget turneen helt frem til slutningen af november, så 7.400 københavnere fik endnu engang fornøjelsen fredag aften i et tætpakket Forum. Og der var i den grad kamp om sortbørsbilletterne foran indgangen helt op til showtime. For nu må det da være sidste gang, man får chancen. Men hvem ved?

Forbløffende intakt

For selv om Cohen godt nok er blevet en gammel mand at se på, så var musikkens kraft uskadt. Og den dybe baryton faktisk forbløffende intakt, på trods af at han, bortset fra en sommerferie, har været på landevejene siden begyndelsen af maj. Noget, der eller nok kunne have tæret på både stemmebånd og sindstilstand hos langt yngre sjæle.

Ja, den omfangsrige sætliste var tilmed blevet tilføjet yderligere to numre i forhold til tidligere. ’Sisters of Mercy’ var (desværre) røget ud, men i stedet fik vi ’Famous Blue Raincoat’ samt to lidt skæve – og ikke helt indlysende – valg fra det store bagkatalog; en lidt fjollet countryversion (med indlagt squaredance) af ’Heart with No Companion’ samt den delvist fransksprogede ’The Partisan’.

Men eller forløb koncerten stort set som en tro kopi af de forrige. Det vil sige en veloplagt, charmerende og tydeligt taknemmelig Cohen, der elegant viste rundt i sin store sangskat – som immervæk hører til blandt de ypperligste i det 20. århundrede – på smagfuld musikalsk baggrund med de tre korsangerinder som klædelig kontrast til den malmfulde røst.

Gyldne strofer

Og så de talløse gyldne strofer, der bliver ved med at ramme én lige i hjertekulen, uanset hvor mange gange man har hørt dem før. Cohen skriver som bekendt ikke blot sangtekster. Det er ren poesi, mine damer og herrer. Og får derfor stedse nye indfaldsvinkler, afhængig af hvor lytteren nu befinder sig henne i livet. Og det er jo aldrig helt samme sted som sidst.

Det er professionelt og nøje indstuderet (selv musikerne blev igen introduceret hele tre gange), men samtidig leveret med så megen patos og varme, at det aldrig føltes hult eller rutinepræget.

Vi bukker dybt og takker endnu en gang. Og lader gerne døren stå på klem til endnu et gensyn- og hør.