Indlæser...

Katy Perry mere 'cold' end 'hot'

Humøret hos popklovnen var på kogepunktet, men musikken oftest lunken, da den californiske komet for første gang indtog Danmark

23:53, 23. feb 2009 | Thomas Treo

Annonce

  • Oversæt / Translate
Katy Perry - charmøren formåede næsten af få sine to hits til at fylde fem kvarter. (Foto: Mogens Flindt)
Katy Perry - charmøren formåede næsten af få sine to hits til at fylde fem kvarter. (Foto: Mogens Flindt)
Sætliste:
1. Fingerprints
2. One of the Boys
3. Hot N Cold
4. Self Inflicted
5. Use Your Love
6. Waking Up in Vegas
7. Thinking of You
8. Mannequin
9. Ur So Gay
10. I Think I'm Ready
11. If You Can Afford Me
Ekstranumre:
12. Don't Stop Me Now
13. I Kissed a Girl

Annonce

Katy Perry, K.B. Hallen, København, mandag 23. februar. Katy Perry spiller på Nibe Festival 2. juli

Annonce

Katy Perrys debutkoncert på dansk grund var blevet opgraderet fra først Lille Vega til Store Vega og senest til K.B. Hallen, og det siger selvfølgelig alt om, hvordan poptøsens popularitet er eksploderet de seneste måneder, men det musikalske talent er desværre ikke vokset tilsvarende.

De amerikanske entertainer-evner kunne imidlertid sagtens fylde den gamle sportsarena, og foran en scene, der var udsmykket som en mellemting mellem en frugtkurv og en børnefødselsdag, tog unger i alle aldre begejstret imod charmøren, så man skulle tro, hun lige havde købt tolv sodavand til hver.

Og bare den 24-årige præstedatter fra Santa Barbara kunne servere ligeså mange boblende hits, men hidtil er det kun blevet til uimodståeligt muntre ’I Kissed a Girl’ og ’Hot N Cold’, og aftenens seance blev da også den frygtede showbusiness-disciplin, der går ud på at få et par træffere til at fylde fem kvarter.

Smittende omkvæd
Det klarede Miss Perry nu langt bedre end langt de fleste, for alskens kreative klovnerier og en kæk karisma formåede sammen med et gedigent fræsende powerpop-band næsten at dække over repertoirets generelle tendens til opblæst middelmådighed, og fanskaren fik for eksempel følgende filosofi-svada med hjem:

- Ladies, husk ikke at gi' fyrene mælk med mindre de køber koen!

Den farvestrålende spirrevip var småforkølet, og som helhed virkede specielt den musikalske del af showet da også mere ’cold’ end ’hot’, men euforiske udgaver af ’I Kissed a Girl’ og ’Hot N Cold’ smittede med snotnæsede omkvæd større end Valby Hallen.

Så Parken næste gang? Trods alt næppe.

Annonce